TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Frankrigs næste store stjerner dyster i eftermiddag

af | 27. jan 2024 | Nyheder

Det kan meget vel være, at det er vinderen af Prix d’Amerique 2025 vi ser til start i lørdagens 8. løb, Prix Bold Eagle for 5-åringer!

Vincennes har i år flyttet to tunge årgangsløb fra søndag til lørdag for at gøre denne dag sportsligt mere interessant.

Og interessant – det må man sige at især 5-årsløbet, Prix Bold Eagle er.

Her starter bl.a. Jushua Tree (Bold Eagle) med Jean Michel Bazire – en hest, der var kvalificeret til at starte i Prix d’Amerique, men Bazire har valgt at holde den i dette årgangsløb i stedet.

Det er en hest, som den franske championtræner har meget høje tanker om, og har man set den i aktion, så forstår man det.

Jushua Tree er en stor, veludseende hest med et jordvindende trav.

Hidtil har den startet 19 gange og vundet 15 sejre – da den vandt Criterium Continental Juleaftensdag i rekordtiden 1.09.8a/2100 m løste den billet til Prix d’Amerique, men som nævnt – Bazire venter med at starte den til næste år!

Jushua Tree går til start i eftermiddag som storfavorit, og for første gang er den anmeldt til start uden alle fire sko. Hidtil har den gået med forsko.

Men Jushua Tree er ikke den eneste kommende Prix d’Amerique-hest.

Josh Power (Offshore Dream) med Sebastian Ernault har vundet Criterium de 4 Ans i 1.12.2/2850 m og fra Italien kommer Derbyvinderen Dimitri Ferm (Nad Al Sheba), der trænes af Mauro Baroncini og skal køres af Matthieu Abrivard – en anden italiener, som Baroncini også træner, er Desiderio d’Esi (Robert Bi) der skal køres af Franck Ouvrie – det er også en hest med et stort potentiale.

Løbets klart mest vindende hest er Phillipe Allaires Just a Gigolo (Boccador de Simm) med Franck Nivard der har tjent langt sine fleste penge som unghest og nu har svært ved at løbe frem i årgangssammenhæng.

Prix Bold Eagle køres som 8. løb med start klokken 17.35..

6. løb er 4-åringernes opgør i Prix Ourasi, hvor der som i Prix Bold Eagle også er 300.000 Euro i samlet præmiesum – distancen også her 2700 meter.

Igen er det en hest fra Phillipe Allaire, der har tjent mest – og derfor har det højeste startnummer – nemlig 15 Koctel du Dain (Boccador de Simm) med David Thomain.

Koctel du Dain blev overraskende besejret af Kyrielle (Enino du Pommereux) med William Bigeon i den sidste forprøve til dette løb og dette par er atter til start.

Min favorit er dog en anden hoppe, Kana de Beylev (Express Jet), der er staldkammerat til Kyrielle og som køres af Benjamin Rochard.

Prix Ourasi er 6. løb – start klokken 16.25.

Prix de Luxembourg har hidtil været lørdagens storløb, men er nu sportslig sat til side af de to årgangsløb.

Prix de Luxembourg er dog fortsat dagens 5+-løb med start klokken 15.15.

Distancen er 2100 meter auto og den samlede præmiesum er på 100.000 Euro.

Der er 16 heste til start, og 7 Ganay de Banville (Jasmin de Flore) – en hest som Jean Michel Bazire forgæves forsøgte at kvalificere til Prix d’Amerique - er favorit.

Det er sjældent, at Ganay de Banville har startet på ”sprinterdistancen” på Vincennes – vi skal faktisk tilbage til 2021, hvor den vandt Prix de l’Etoile i 1.09.8/2200 m volte og et par måneder senere var nummer tre i Prix Marcel Laurent i 1.10.8a/2100 m.

Sverige stiller med et hold, der består af 5 Dream Friend, 8 Great Skills, 9 Missle Hill og 10 Sayonara, men nogle oplagte vinderbud ligner de ikke.

Hvis Ganay de Banville ikke vinder, så er 4 Gaspar d’Angis (Quaro) med Eric Raffin et godt modbud!