TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Stig H. Johansson har lukket stalddøren

af | 3. jan 2024 | Nyheder

Legendariske Stig H. Johansson har ikke fornyet sit trænerlicens ved årsskiftet, og dermed er der sat punktum for en epoke i ikke blot svensk, men europæisk travsport.

Stig H. Johansson

78-årige Stig Henry Johansson – aldrig kaldet andet end Stig H. – har været en levende legende – en flot og redelig repræsentant for travsporten.

Ikke blot i Sverige, men overalt i den vestlige verden, hvor travsporten findes.

6.224 sejre som kusk blev det til og mere end 7.000 sejre som træner.

Det er svært at finde et travløb, som Stig H. Johansson ikke har vundet i Sverige og uden for Sverige har han vundet fleste af de allerstørste løb.

Elitloppet vandt Stig H. seks gange, Svenskt Travderby syv gange, og han har vundet såvel Prix d’Amerique og Gran Premio Lotteria.

I USA har Stig H,. vundet Breeders Crown to gange samt Nat Ray Trot (nu John Cashman Trot).

Victory Tilly med Stig H. Johansson. Arkivfoto

Gennem årene har Stig H. Johansson frembragt mange topheste – selv holder han Victory Tilly som den største, men også Queen L og Digger Crown er heste, der har betydet meget for ham.

29 gange på Stig H. Johansson champion på Solvalla – heraf 27 gange i træk.

Herhjemme er det blevet til to sejre i Copenhagen Cup og han var en mulespids fra at vinde Dansk Trav Derby med Dwight Vixi i 1981, hvor Duvil med Jørn Laursen sejrede.

Stig H. Johansson er for længst optaget i Nordisk Hall of Fame, men inden da blev der i forbindelse med hans 50 års dag indstiftet en fond, der hvert år uddeler to eller flere stipendier til unge, lovende travsportsfolk.

Inden for de seneste år har såvel Henriette Larsen, Victor Rosleff samt Mads Hviid modtaget stipendier.