TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Hænger „travet” overhovedet sammen?

af | 31. dec 2023 | Nyheder

I dette indlæg til Talerstolen funderer Orla Hav, tidligere Folketingsmedlem for Socialdemokratiet over situationen i dansk travsport.

Tillad en gammel „traver”, at undre sig en smule over det, jeg kan iagttage omkring sporten.

Trods store problemer med at fastholde og udbygge interessen for travsport, så synes jeg ikke, at initiativerne for at fremme sporten trækker i samme retning!

Stor respekt for indsatsen med at omstillingen af spil fra banespil til digitale løsninger.
Det er ikke enkelt; men i kølvandet på løsningerne er fulgt gode initiativer med mulighed for at streame hestevæddeløb. Det glæder mange, der sætter pris på at følge sportens udvikling og udøvelse.

Jeg er helt stået af på at forstå det der sker omkring landets gamle førende bane, Charlottenlund, hvor man åbenbart udenfor banen afvikler „løb” med modsatrettede kørselsretninger.

Jeg glæder mig over at nogle baner har forstået og formået at genoplive publikumsinteressen for at være til stede på løbsdage og dyrke fællesskab og oplevelser.

Det er dejligt at opleve nye yngre trænere markerer sig i sporten med gode resultater og international opmærksomhed.

I dag er det ikke uhørt at dansk opdrættede heste starter med succes i både Sverige, Frankrig og USA, ja, endog med start i verdensmesterskab.

Det kommer naturligvis ikke ud af ingenting.

Målrettet avlsarbejde, myreflittig individuelt tilpassede træningsmetoder og top pleje og omsorg for hestene.

Resultaterne viser sig bl.a. i fantomtider i løbene.

Blot et lille eksempel: Da jeg begyndte at komme på Aalborg banen kunne hurtigklassen vindes på tider omkring 1.20 i gennemsnit for 1000 m.
I dag er der skåret 5-8 sekunder af tiderne og rekorderne er endnu længere nede omkring 1.10.

To faktorer ud over de allerede nævnte er medvirkende.

Blik for den individuelle hest og dens styrker og svagheder, brug af det optimale udstyr og pleje.

I plejen indgår i dag langt større veterinær indsats fra dyrlæger der ved, hvordan man udbedrer og forebygger skader på hesten med moderne midler.

Naturligvis bør man ikke hverken skade hestene eller give ulige betingelser for præstationer, derfor et løbsreglement med indbyggede sanktionsmuligheder.

Imidlertid forekommer det mig helt uforståeligt, at sporten skader sig selv ved sanktioner, der ikke hviler på proportionalitet.

Samme forseelse må nødvendigvis udløse samme sanktion.

Når hidtidige kendelser for overtrædelse af medicinalreglerne hidtil har været afgjort med bøder, så er det helt uforståeligt at den seneste sag lægger op til at bortdømme en træner ved at fratage ham retten til at udøve sit erhverv i en to et halvt års periode ud over en bøde.

Jeg er bekendt med, at der har været en tidligere kendelse; men den ligger år tilbage og hundredvis af heste er trænet, røgtet, plejet og har sejret i mellemtiden uden overtrædelser trods masser af kontroller.

Princippet om, at når en straf er udstået, så er man ligestillet med andre må da gælde?

Selv om hestevæddeløb er en konkurrencesport, så bør man operere med både retsstatens principper om proportionalitet, lighed for loven og respekt for, at de der laver meget, også risikerer at lave flere fejl end den der laver mindre eller lidt.

Genrejsningen af dansk trav forudsætter omtanke og sund fornuft i den måde man behandler hinanden på.

Jeg håber på den sunde fornuft indfinder sig ved den ankesag, der nu kommer til at køre.

Med venlig hilsen

Orla Hav,
9400 Nørresundby