Eftermiddagens Prix de Bourgogne, der er det tredje B-løb mod Prix d’Amerique, kan blive en fartfest med Hohneck og Ampia Mede SM i hovedrollerne.

Den seneste udgave af Prix de Bourgogne vandt Delia du Pommereux med Pierre Yves Verva i løbsrekorden 1.09.6a/2100 m.
Kan denne rekord være i fare i eftermiddag, hvor der loves 10 grader og solskin og med topheste som Hohneck og Ampia Mede SM i favoritternes rolle?
2100 meter auto er sprinterdistancen på Vincennes.
På grund af banens udformning er det ikke muligt at køre f.eks. 1600 meterløb, hvad vi jo ellers regner for en sprinterdistance, men selv på de 2100 meter kan der blive løbet hurtigt!
I sidste uge vandt 4-årige Jushua Tree i 1.09.8a/2100 m – og den absolutte banerekord er på 1.09.4 sat af Face Time Bourbon i voltestartløb over 2200 meter – den havde 50 meter tillæg.
Hohneck (Royal Dream) med Gabriele Gelormini har trukket spor 1, og det er ikke noget dårligt startspor på Vincennes – Ampia Mede SM (Ganymede) med Franck Nivard har trukket spor 3, og de to er favoritter til sejren.
Spændende skal det blive at se svenske Hail Mary (Googoo Gaagaa) med Ôrjan Kihlström i sin debut på Vincennes – den har trukket spor 6.
Delia du Pommereux med Pierre Yves Verva, der i fjor er med igen, men har ikke vist den store form – hendes sidste start var i Belgien, hvor hun besatte en andenplads i 1.13.8a/1750 m.
En anden tidligere vinder af Prix de Bourgogne er norsk/italienske Cokstile med Adrien Lamy, men den har heller ikke vist form, der gør at man kan have tiltro til den her.
Løbet er dagens 5+-løb med start klokken 15.15 og PMU har i dag lagt 1 million Euro i puljen.
De tre første heste over mål får startret i Prix d’Amerique.
