Med to sejre på finaledagen på Fyens Væddeløbsbane cementerede Michael Lønborg sit championat.

Allerede i sin første køretur på dagen kom Aarhus-træneren på æresrunde, da han sejrede med egentrænede Happy Ice (Cash and Go) i 1.17.0a/2140 m – dermed kom Michael Lønborg op på 19 sejre – to mere end de nærmeste forfølgere, Rene Kjær og Birger Jørgensen.
De gjorde begge deres for at indhente Lønborg – først vandt Birger Jørgensen med Morten Juul-trænede Jacks Cross (SJ’s Caviar) i 1.17.a/2140 m og derefter var det Rene Kjær, der kom på æresrunde efter sejr med Lillian Uglebjerg-trænede Jackie O H S (Oasis Bi) i 1.16.0a/2140 m.
I 6. løb – og næstsidste prof-løb på Fyn – var de tre champion-aspiranter alle til start, så Michael Lønborg var fortsat ikke i mål.
Nu var der imidlertid en storfavorit i form af Glad Nock (SJ’s Photo) med Steen Juul og Bjarne Christensens herlige 5-åring svigtede ikke og sejrede sikkert i 1.15.0a/2140 m – Michael Lønborg nummer to med Defender Grif, mens Rene Kjær var nummer tre i med Alvin C G og Birger Jørgensen nummer fire med Gonnabe Shadow.
Rene Kjær var nu den eneste, der kunne true Michael Lønborg i championatskampen.
I 8. løb kørte Kjær Kristal Mermaid for Martin Hansen, der også sendte Keep Dreaming ud med Michael Lønborg.
Hvis Rene Kjær kunne vinde, ville han blive champion i kraft af flere andenpladser end Michael Lønborg.
Men det blev ren spekulation.

Keep Dreaming (Broad Bahn) med Michael Lønborg var storfavorit, og selv om parret gjorde det mere spændende ved at galopere i første sving, så kunne Keep Dreaming vinde helt efter behag i 1.18.9/2140 m.
Dermed var championatet i hus til Michael Lønborg med 19 sejre mod Rene Kjærs 18 og Birger Jørgensen og Steen Juuls hver 17.
