I dag blev valget til præsident i det franske centralforbund, Le Trot offentliggjort, og der var genvalg til Jean-Pierre Barjon.

64-årige Jean-Pierre Barjon blev genvalgt til at fortsætte den positive udvikling, der er sket under hans ledelse i fransk travsport.
Jean-Pierre Barjon er ikke blot en af Frankrigs største hesteejere, men han er også en stor opdrætter, og han har ikke blot heste og opdræt i Frankrig, men også i Sverige og Italien, og han har i de senere år markeret sig som køber af ungheste på auktioner i såvel USA som i Sverige.
Desuden er han meget positiv indstillet til at få åbnet den franske stambog for udenlandsk blod.
I et interview frem til præsidentvalget, gav Barjon udtryk for, at Le Trot skulle købe x-antal sædportioner fra udenlandske tophingste for på den måde at få nyt blod ind i den franske traverrace.
Jean-Pierre Barjon blev genvalgt for fire år med 56% af stemmerne.
