Lørdagens V765-spil indledes med en dobbelt dansk sejr, idet Troels Andersen med Kinky Boots sejrede foran Paw Mahony med Millmighty.

Millmighty og Paw Mahony var løbets favoritter – afkrydset på 37% og spillet ned til 2,45 som vinder.
Undervejs sad parret i spids og var også førende ind i opløbet og så ud til at skulle gå mod en sikker sejr.
Undervejs havde Kinky Boots med Troels Andersen holdt sig anonymt i feltet, men kom i fremstød ind mod opløbssvinget, hvor de måtte helt ud i fjerde spor svinget rundt.
Det bed imidlertid godt for Kinky Boots, og ned gennem opløbet åd den sig ind på Millmighty og nåede også forbi til sikker sejr med 1.5 længde i 1.14.4/2640 m -præmie 110.000 SEK.
Kinky Boots, der var tredjefavorit på 17% og gav odds 5.38, er en 7-års vallak efter Brad de Veluwe som Troels Andersen selv ejer.
Den har i år sejret tre gange og tjent 273.000 SEK.
For Troels Andersen var det kuskesejr nummer 11 i 70 starter, mens det var trænersejr nummer 17 i 91 starter i år. Stalden er på vej mod sit hidtil bedste år og har efter lørdagens løb indkørt 1.520.600 SEK.
Troels Andersen har blot 11 heste på sin træningsliste.
