Nu er rejsegruppen næste fuldtallig – efter en ufrivillig overnatning i Chicago kunne vi hentede Bo Westergaard og nordmanden Øyvind Skøie i lufthavnen i Lexington – og begge med kufferter!

Ja, den historie med at Skøies kuffert var forsvundet ved ankomsten til Chicago holdt ikke.

De to rejsefæller havde godt nok store problemer med at lokalisere Skøies kuffert, men fandt den til slut, så alt blev godt!

Vi andre havde haft en rolig nat på hotellet – trætte efter dagens rejse der for mit eget vedkommende kom til at strække sig over en 24 timers periode.

Men sådan er det jo – og man klarer det.

Kirketerp og Ravn var tidligt oppe torsdag og gik på ekskursion i staldene.

Vi bor lige op og ned af The Red Mile, så det er nemt at gå derover.

Jeg sad og skrev fra morgenstunden, men skulle jo også have noget morgenmand og her mødte jeg så Gunner Christiansen og Jeppe Juel, der sad i en dybsindig samtale.

Jeppe med familie kom i lørdags og rejser hjem på lørdag.

Onsdag aften havde Jeppe og co. sammen med Christiansen og Ravn, der var landet ved 17-tiden, været ude og havde spist afskedsmiddag med Rene Sejthen.

Rene Sejthen er ansat ved Lindy Farms, og har været i Kentucky siden midten af juli måned.

Nu var han af en eller anden ikke oplyst grund blevet beordret til at flytte tilbage til hovedfarmen i Connecticut – og det bekom ham ikke så godt.

Og vi andre, der først kom sent onsdag aften, nåede så ikke at sige Hej, til Rene!

Gunner og jeg skulle hente Bo W. og Skøie i lufthavnen ved 11-tiden og kørte i god tid, for jeg skulle skrives på som ekstra chauffør på den meget fine Dodge Sienna med skydedøre som vi har fået – det er i øvrigt en hybridbil og er meget lækker at køre.

På vejen fik vi imidlertid en SMS om at de to travfolks fly fra Chicago var vendt om og returneret til gaten, da der var en syg passager ombord.

De ville derfor først komme en time senere!

Forsinkelsen udnyttede Gunner og jeg så til at besøge Liquor Barn – det er et kæmpe varehus, der udelukkende sælger spiritus, øl, vin og vand.

Vi er jo i Bourbon land og der et utal af mærker.

Vi holder os til Makers Mark – i øvrigt fra en fabrik vi besøgte for nogle år siden.

Gunner jeg rev lidt ned af hylderne til drengene og kørte så tilbage til hotellet.

Her fik vi klaret et andet problem.

Lørdag kommer selskabets sidste og næstyngste deltager, Freddy Christensen, og han og Gunner plejer altid at dele værelse.

Men da Gunner ikke havde fået et to sengs-værelse, men et værelse med King bed skulle vi lige have det fixet.

Og det gik også let – bortset fra at Freddy og Gunner nu ikke har udsigt til The Red Mile, når de står op om morgenen, men til hotellets parkeringsplads.

Men de er velkommen til at købe adgang til udsigt hos mig!

Det værelse Freddy og Gunner nu fik, er dobbelt så stort som vi andres, og er derfor blevet udnævnt til hovedkvarter.

Værelset er ikke blot stort, og det er også meget ældrevenligt!

Så gik turen tilbage til Lufthavnen.

Jeg fik ordnet papirerne hos Avis – ingen problem med det.

Og efter nogen ventetid dukkede vores rejsefæller op – glade og velfornøjede.

Tilbage til hotellet og derefter stod det på væddeløb resten af eftermiddagen.

Fra morgenstunden regnede det, og al træning på den store mile-bane var forbudt.

I stedet blev der trænet flittigt på en lille indvendig bane.

The Red Mile har en belægning af rødt ler – derefter navnet og derfor skrabede man fra morgenstunden det øverste lag af, så banen blev fin at køre på – og efterhånden som solen fik magt om eftermiddagen, så blev banen lynhurtig.

De toårige hingste, der var i aktion, løb hurtigere og hurtigere og Karls sejr i 12. og næstsidste løb blev en fartfest med en vindertid på 1.09.2 – blot 1/10 fra verdensrekorden.!

Det var her danskejede Southwind Metric med Åke Svanstedt besatte en tæt tredjeplads i 1.09.4!

Det hurtigste nogen danskejet 2-åring nogensinde har løbet – og ganske flot af en hest, der et år forinden blot kostede 17.000 dollars.

Stay tuned for more..