Skibonitten Magnus M. Nielsen kunne lørdag eftermiddag gentage sejren fra i fjor i kuskekonkurrencen, Summet Meeting Talents på Åby Travet.

I fjor sluttede finalen i Summer Meetings Talents med dansk dominans, idet de tre første over mål alle var danske. Magnus M. Nielsen vandt foran Mads Henriksen og Christian Sejer.
I år var Magnus M. Nielsen eneste dansker i toto-rækken, da han trods en hård rejse med den 5-årige Dogleg (SJ’s Caviar) kunne vinde løbet med en førstepræmie på 75.000 SEK.
I kuskepræmie var der en studierejse til USA til Magnus M. Nielsen – sponseret af Marcus Melander Stable.
Finalens anden danske deltager, Nicolaj Haagensen sluttede på en syvendeplads med Cavendish.

Vinderhesten Dogleg kommer ud af en dansk hoppelinje, idet dens moder er Music La Marc, hvis mormor er Ligne – bl.a. mor til Derbyvinderen Esterel Sunset og et led længere tilbage finder vi Signe, mor til Copenhagen Cup-vinderen Hairos.
Music La Marc ejes af Thomas Uhrberg, og har udover Dogleg, som Uhrberg ejer og træner, også født bl.a. Mulligan (Maharajah) 1.10.9 – 2.516.887 SEK og Stenson (Make it Happen) 1.11.3 – 937.853 SEK.
5-årige Dogleg vandt sin sejr nummer 5 i karrieren og har med dagens førstepræmie tjent 311.900 SEK.
Nicole Marsing var også på Åby, hvor hun deltog i Åby Stora Montépris på Henk Griff-trænede Diamant de Larre.
Parret var chanceløse over for staldkammeraten Corps et Ame (Jag de Bellouet) med Jonathan Carré, der sejrede i 1.11.4a/1640 m – præmie 125.000 SEK, mens Diamant la Larre og Nicole Marsing besatte andenpladsen i 1.12.1 – præmie 62.500 SEK.
Der var blot fem heste til start i løbet.
