Den nye bestyrelse i Det Danske Travselskab har udsendt et nyhedsbrev til sine medlemmer, og her fremgår det, at der er et underskud på regnskaber for første halvår på 825.000 kroner.
Budgettet fra den tidligere bestyrelse viste et overskud på kr. 245.000,00, hvilket var baseret på flere målsætninger, som ikke var opfyldt, så er det jo let at udfærdige budgetter.
Der er udfærdiget et halvårs regnskab pr. 30. juni 2023, som desværre viser et underskud på Kr. 825.000,00.
Således står der i nyhedsbrevet, og det er jo dystre toner.
Den nye bestyrelse med Kaj Holm som formand ser imidlertid positivt på fremtiden.
Man har allerede fået solgt sponsorater og reklameskilte for cirka 200.000 kroner.
Samarbejdet med Sweet Deal er genoptaget og til et arrangement den 23. juli er der solgt 250 deals.
På Skovbo har man øget lejeindtægterne med 180.000 kroner.
Omkring Derbyvaserne hedder det bl.a.
Køb af Derby vaserne prøvede vi at få ændret, men mødte modstand fra tidligere formand som miskrediterede DTS hos leverandør, men det fik vi ændret, og bestilt nogle af de ”gamle” derby vaser, som vil blive overbragt i de 4 hovedløb i Derby weekenden.
I 2024 bliver der uddelt ”den gamle model Derbyvase” i alle løb.
Desuden har man fået en Team Lunden-hest i Jr, som er i træning hos Søren Johansson.
Hesten er købt for 175.000 kroner af Lunden, men ellers ligner konceptet Ghita Nørby-hesten.
Bestyrelsen har tilsyneladende fravalgt at benytte Dansk Hestevæddeløbs platform, Share a Horse til administration af Jr – det koster så banen 50.000 kroner i tilskud fra Dansk Hestevæddeløb – samt mere administrativt arbejde til en lille organisation.
Det kan man så undre sig over!
Den nye bestyrelse i Det Danske Travselskab har konstitueret sig og fordelt arbejdsopgaverne mellem sig på følgende vis:
Kaj Holm, Formand, tager sig af økonomi – ejendomsudvikling – udlejning – sponsorater – kommunen.
Klaus Overskov, næstformand, tager sig af opfølgning sponsorer, markedsføring med i første omgang fokus på Derby.
Heidi Kirkebye, bestyrelsesmedlem – fungerer som baneleder på Lunden, sportslige drøftelser ang. Events og Løb, samt dialog med amatør- og trænerforeningen.
Per Damberg, bestyrelsesmedlem – varetager Skovbo interesser samt dialog med amatør- og trænerforeningen
Anders Hendriksen, bestyrelsesmedlem – hans primære opgaver er økonomi
