Wishing Stone-sønnen Deliciousstone har fortsat sin første sejr til gode i USA – lørdag blev det til en tæt tredjeplads efter en hård åbning.
Ron Burke havde lørdag sendt Deliciousstone til start på verdens hurtigste 1000-meter bane, Pocono Downs, hvor Simon Allard skulle køre den.
Deliciousstone var spillet til næstfavorit til 3,20 – favorit var Macmorris Hanover med Jam Pantanleano
Fra spor fire satsede Simon Allard hele butikken fra start og kørte mod spids – det betød anden/tredje spor rundt i første sving, før Deliciousstone kom til føring – de første 400 meter efter 1.07!
Macmorris Hanover, der havde fulgt med i ryg overtog føringen med 1000 meter tilbage – de første 800 meter efter 1.09.9.
Der er open stretch på Pocono, og Simon Allard sendte Deliciousstone i angreb indvendigt, men kunne ikke fange Macmorris Hanover (Cantab Hall), der sejrede i 1.12.1.
Trekvart længde efter så det ud til at Deliciousstone klarede andenpladsen – det mente løbsreferenten umiddelbart, men den danske traver var blevet fanget af den udvendige Marion Gondolier (Explosive Matter) med Anthony Napoletano.
De fik begge noteret 1.12.2.
Der var 1.740 dollars i tredjepræmie og i fem starter har Deliciousstone nu tjent 7.955 dollars i USA.
