Tre ud af fire årgangsmesterskaber på Nykøbing F Trav vandtes af storfavoritterne.
Det var kun i 2 års mesterskabet, der kom en mindre overraskelse, og den stod debutanten L’Amiral SJS for Henrik Thomsen for.
Undervejs var det favoritten Illusion Epice med Casper M. Andersen og Jacqueline Mosebo med Christian Clausen, der var toneangivende med L’Amiral SJS lige efter sig.
Da Henrik Thomsen trak debutanten ud til angreb i opløbssvinget, havde de to førerheste intet svar og L’Amiral SJS, der ejes af sine opdrættere, Leif hansen og Judy Pålsson, gik legende let forbi til sikker sejr i 1.19.0a/2140 m -præmie 15.000 kroner. Ivory med Rene Kjær besatte andenpladsen kort foran Illusion Epice, begge i 1.19.7.
Vinderen er efter SJ’s Caviar – Quintessense og er lillebroder til L’Amiral Propul (Propulsion), der også debuterede med sejr – det gjorde den på Fyn i september for Henrik Thomsen.
Og forklaringen på navnene på de to brødre giver næsten sig selv – L’Amiral går igen, og herefter er det fra faderen – Propul (Propulsion) og S J S (SJ’s Caviar).
Steen Juul vandt som ventet såvel 4-års Mesterskabet med Gasolin (Ens Snapshot) i 1.14.9a/2140 m og 5-års Mesterskabet med Frodo Cash (Zola Boko) i 1.16.0a/2140 m.
Mens Frodo Cash, der ejes af Stald Cindy, havde legestue, måtte Gasolin kæmpe hårdere for sine 15.000 kroner.
Det var Great Friction med Magnus M. Nielsen der gik i kødet på Gasolin undervejs, men det hævnede sig og i opløbet kapitulerede Great Friction med galop.
Gasolin, der ejes af Henrik Poulsen, sejrede i 1.14.9a foran Mulberry med Henrik Thomsen i 1.15.2.
I 3 års Mesterskabet havde storfavoritten Heti (E L Titan) med Ken Ecce let spil. Heti, der ejes af Stald Sotto, sad tidligt i spids og var aldrig presset. Alligevel kunne den sætte ny banerekord for 3-årige hopper på en bane, der var vurderet til at være minus 2 sekunder!
Heti sejrede i 1.16.5a/2140 m – den gamle banerekord havde Hessie Quick med 1.16.7.
Ken Ecce vandt akkurat som Steen Juul også to sejre, idet han udover sejren med Heti også vandt en meget sikker sejr med Diesel (Abracadabrant).
Det var meget vanskeligt at følge løbene på Falster på grund af tåge – på den anden side set så forøgede det spændingen.
For hvem dukkede først ud af tågen i opløbet??