TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hello Stone og Korfitsen vandt 300.000 på Solvalla

af | 5. jul 2022 | Nyheder

Bo Westergaard-trænede Hello Stone med Nicklas Korfitsen vandt tirsdag aften en besnærende sejr på Solvalla i Margaretas Tidiga Unghästserie for 3-årige hopper med en førstepræmie 300.000 SEK.

Efter et fint løb i andet par udvendigt kunne Nicklas Korfitsen sende Danish Cowboys Stable 3-årige Wishing Stone-hoppe, Hello Stone frem til sejr i fine 1.12.9a/2140 m.

Parret havde startplads i anden række, men kom fint igennem og fik som nævnt andet par udvendigt.

Med 350 meter tilbage indledte Korfitsen angreb, og Hello Stone kunne afgøre sikkert i 1.12.9 foran Jewella (Propulsion) med Mats E. Djuse og Beat It (Broadway Hall) med ôrjan Kihlström, begge i 1.13.0.

Vinderodds var 9.47.

Det var i hele taget en god dag for danske travere på Solvalla.

Bent Lindhardts opdræt, Harpy (Bar Hopping) med Robert Bergh tog endnu sejr – denne gang rekordforbedret til 1.13.2a/2140 m – præmie 60.000 SEK.

Flemming Jensen havde sendt tre heste til Solvalla.

Bandit Brick med Ulf Ohlsson tog fra sin startplads som nummer 1 ryg på lynstarteren Dark Roadster med Ida Riesterer.

Ind i opløbet trak Ohlsson Bandit Brick ud til angreb, men Dark Roadster (Super Photo Kosmos) afviste og vandt i 1.10.9 foran Bandit Brick i 1.11.0. Præmie 50.000 SEK.

BG Pastor Jonte med Jennifer Persson var favorit i et udtagelsesløb til Dame SM, men havnede i dødens. Klarede tappert andenpladsen hjem bag længe førende Comes With Age (Zola Boko) med Agnes Larson, der sejrede i 1.13.2a/2140 m, mens BG Pastor Jonte blev nummer to i 1.13.3 – præmie 20.000 SEK.

Tredje Flemming Jensen-hest på Solvalla var den 3-årige Targaryan med Björn Goop, der var til start i en Breeders Course Bonus-løb med 125.000 SEK i førstepræmie.

Targaryan kom ikke ind i afgørelsen – Safira Diablo (Propulsion) med Ôrjan Kihlström, trænet af Johan Untersteiner vandt i 1.15.0/2140 m – Targaryan nummer fire i 1.15.9 – præmie 21.000 SEK.