TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Hegn for millioner på danske væddeløbsbaner

af | Nyheder

Som et led i aftalen med Svensk Travsport skal sikkerheden på danske trav- og galopbaner for såvel heste, kuske, ryttere og publikum øges i forbindelse med afviklingen af løb – og det koster penge. Mange penge.

Der er lagt en investeringsplan frem til 2030, hvor ting som et indvendigt sikkerhedsspor, nye lysanlæg samt ikke mindst sikkerhedshegn er top prioriteret.

Hertil kommer ting som maskiner til ordentlig rengøring af bokse og stald, uddannelse af såvel personale til doping- og ekvipagekontrol, Sund Hest etc.

Vi taler millioner, der skal investeres og i første omgang har Dansk Hestevæddeløb afsat op til 8 millioner kroner i budgettet.

-De enkelte baner vil nu modtage en beskrivelse af de områder, der er prioriteret på netop deres bane, siger Claus Bossow, der er konstitueret direktør i Dansk Hestevæddeløb

-Især indhegning af banerne har vi fokus på. Inden for de seneste måneder har der været tre fire eksempler på heste, der er løbet løbsk og væk fra banen, og det kan vi ikke leve med.

-En bane som Nykøbing Falster er slet ikke indhegnet, siger Claus Bossow.

-Vi skal også i fremtiden være mere opmærksomme på, hvem der har adgang til staldterrænnet. Selvfølgelig skal en hesteejer og en ledsager have mulighed, men vi kommer ikke til at se en situation som f.eks. på årets Copenhagen Cup-dag, hvor der nærmest var flere tilskuere ved Staldcafeen end der var på tilskuerpladserne, slutter Claus Bossow.

 -Det bliver nu overordentlig vigtigt, at vi investerer sportens penge i anlægsomkostninger, der er blivende for banerne og ikke skal ændres de næste mange år. Fremadrettede planer for baneomlægning, baneflytning, staldomlægning, nye eventområder m.v. skal således være afklaret strategisk på alle de anlæg, som vi nu investerer mange millioner i at gøre fremtidssikrede, uddyber bestyrelsesformand i Dansk Hestevæddeløb, John Kirketerp.

– Det stiller store krav til de enkelte baners fremadrettede planlægning og drift samt fordrer, at den samlede danske hestevæddeløbssport sikrer sig, at de mange millioner ikke fejlinvesteres, slutter John Kirketerp.