To ud af tre af onsdagens storløb på Capannelle-banen i Rom blev vundet af franskejede heste.
Det traditionsrige internationale løb, Gran Premio Tino Triossi, der gennem årene bl.a. er blevet vundet af danske Indus, legendariske Varenne, Daguet Rapide, Raja Mirchi, Dijon, Vitruvio, Zacon Gio m.fl. havde franske Phillipe Allaires Callmethebreeze (Trixton) med Andrea Guzzinati som favorit og selv om Capital Mail (Nad Al Sheba) med M. Minopoli Jr kom tæt på til slut var sejren rimelig sikker i 1.12.8a/2100 m.
Der var 64.400 Euro i førstepræmie til Callmethebreeze, der her startede for første gang siden sejren i 4-årings Eliten på Solvalla i Elitloppsweekenden.
Hurtigklassens Gran Premio Turilli, der i sin vinderliste bl.a. har Moni Maker, Varenne og Victory Tilly, så længe ud til at skulle gå til Zacon Gio med Roberto Vecchione.
Den havde ført undervejs og med 1000 meter tilbage var danske Dumbo med Enrico Bellei forceret frem fra bagfeltet og fandt plads udvendigt for Zacon Gio.
Dumbo var fuldt forståeligt træt i opløbssvinget, hvor Zacon Gio trak fra feltet og så ud til at skulle gå mod en sikker sejr.
Imidlertid blev den trættere og trættere og bagfra nærmede franskejede Bleff Dipa (Mister JP) med V. P. Dell’Annunziata sig med stormskridt og formåede at fange Zacon Gio til sikker sejr i 1.12.7a/2100 m – Zacon Gio (Ruty Griff) holdt andenpladsen kort foran Birba Caf (Orlando Vici) med V. Luongo, begge i 1.12.9.
Dumbo endte næstsidst i 1.13.5.
Her var der også 64.400 Euro i førstepræmie til ejeren, Jean-Pierre Barjon, der er formand for det franske centralforbund.
Italienske sejr blev i hoppeløbet, Gran Premio Antonio Carena over 1640 m auto og med en førstepræmie på 27.600 Euro.
Det var Crystal Pan (Ideale Luis) med Enrico Bellei, der sejrede i 1.10.7 foran Cadillac Grif med Antonio di Nardo i 1.11.3.