Derbyvinderen Festival of Speed med Steen Juul fik lov til at arbejde for førstepræmien på 40.000 kroner i 4. løb på Racing Arena Aalborg, men viste sig bedst.

Det vanskelige år – det kalder man ofte fem-årssæsonen for en hest, der året før har været i top som 4-åring i sin årgang.
Nu er sidste års derbyvinder Festival of Speed i gang med sit vanskelige år – men hvis sæsondebuten er en rettesnor for, hvordan året kommer til at gå for hesten – ja, så bliver det godt,
Det var ingen paradetur som Festival of Speed og Steen Juul kom på i 4 løb, Liga-1-finalen på Racing Arena Aalborg.
Festival of Speed blev fanget i startspor 1 og sad kort efter start et stykke nede i feltet i inderbane, men som tur var blev der plads til at Steen Juul kunne trække ud i andet spor midt i første sving.
Foran dystede Red Bar med Morten Friis, Photo Lavec med Bo Westergaard og Come on Hugo med Bent Svendsen om spidsen – en kamp Red Bar vandt efter 1.12 de første 500 meter.
Snart kom Festival of Speed frem udvendigt for Red Bar.
Kilometeren efter 1.13.1.
Opløbssvinget rundt kom der angreb bagfra.

-Jeg følte jeg havde styr på Red Bar, men jeg vidste jo ikke hvad der kom bagfra, sagde Steen Juul efter løbet.
100 meter fra mål havde Festival of Speed et afgørende overtag, mens der blev kæmpet hårdt om pladserne.
En anden sæsondebut, Photo Lavec viste sig bedst i kampen om andenpladsen foran Come on Hugo, der sad i ryg på Festival of Speed og så ud til at have kræfter i behold.
Indvendigt blev Red Bar nummer fire.
Bandit Brick med Flemming Jensen var også med i opløbskampen og lå udvendigt på Photo Lavec, men hægtede hjul med denne kort før mål.
