TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fra Canada via Skive til Åby

af | 13. apr 2022 | Nyheder

Montépigen Sabina Gammelgaard ligger ikke på de lade side i disse dage. Tirsdag morgen landede hun fra Canada – onsdag formiddag er hun vej til Åby for at ride monté.

-Jeg er egentlig meget frisk, selv om jeg ikke har sovet meget de seneste døgn, fortæller Sabina Gammelgaard onsdag formiddag til travservice.

Vi fanger Sabina i hestetransporten – på vej mod Frederikshavn og færgen til Göteborg.

Tirsdag formiddag landede Sabina Gammelgaard i Aalborg efter at have været en god uge i Canada, hvor hun besøgte en anden montépige, Karoline Østergaard Nielsen, der nu bor derovre.

Sabina Gammelgaard underviser interesserede canadiere i montésporten. Foto privat

-Turen kom i stand, fordi jeg vandt gavekort til en studietur som vinder af Fast Riders Cup i fjor, og Karoline havde arrangeret at jeg forleden holdt en Clinic for interesserede i montésporten, fortæller Sabina Gammelgaard videre.

foto privat

-Endnu er montésporten ikke særlig stor i Canada, men Karoline er med til at forsøge at udbrede kendskabet og interessen for montésporten og havde arrangeret denne Clinic, hvor der var 12 deltagere.

Mandag eftermiddag gik turen tilbage til Danmark via Amsterdam.

-Jeg fik meget lidt søvn over Atlanten, og da jeg kom hjem til Skive tirsdag formiddag, skulle jeg lige træne et par heste, inden jeg skulle på arbejde, så jeg kom først i seng ved 23-tiden i aftes, siger Sabina Gammelgaard videre

I Canada havde Sabina Gammelgaard lejlighed til at teste en pacer i montédisciplinen foto privat

-Jeg har været tidligt oppe i dag for at træne Diamond Flame, der skal starte på Lunden på søndag, og nu er vi på vej til færgen. Jeg satser på at få sovet lidt på overfarten, men jeg er egentlig forbavsende frisk, siger Sabina Gammelgaard, der først forventer at være tilbage i hjemmet i Skive ved seks tiden i morgen tidlig.

-Men så er det heldigvis Skærtorsdag og fridag og bortset fra en børnefødselsdag, så skal jeg slappe af, siger Sabina Gammelgaard.

I aften skal hun ride Super Marreh i en afdeling af en montéserie på Åby.

Her kommer ni heste til start – de fire er dansktrænede!