Når Extreme på næste torsdag starter på Åby Travet, bliver det med Björn Goop i sulkyen, og sådan bliver det også fremover.
-Vi har lavet en aftale med Björn Goop om at køre Extreme, men hesten forbliver i træning hos Steen Juul, siger Peter Wilhelmsen fra Stald Cosmopolitan.
-Björn Goop er en af verdens allerbedste kuske, og derfor har vi valgt at lave aftale med ham.
Hidtil har det været enten hestens træner Steen Juul eller Thomas Uhrberg, der har kørt Extreme.
-Det er ejerens valg og det respekterer jeg. Mere er det ikke i den sag, siger Steen Juul.
-Extreme virker i fin forfatning i træning, og planen er at han efter Åby nok starter i Liga-finale i Aalborg i midten af april.
-Copenhagen Cup står på listen, og der kan komme en start mellem Aalborg og Lunden – det kommer helt an på hesten, siger Steen Juul.
Efter Copenhagen Cup håber kredsen om Extreme på en indbydelse til Elitloppet.