Kun tre ud af syv deltagere i hurtigklassens opgør på Jydsk Væddeløbsbane kom banen fejlfrit rundt, men det var der en årsag til.

Efter en meget hurtig åbning af Leading Tile med Michael Lønborg kom storfavoritten Daytona med Bent Svendsen frem og overtog føringen ved Dommertårnet i 5, løb, Aarhus Travklubs 93 års Fødselsdagsløb.
Men Daytona var ikke som bedst og havde problemer med svinget og på hjørnet kom galoppen.
Den episode nærmest rev feltet over – Key Largo, Leading Tile og Admiral Knick fik også galop på, og pludselig sad Morten Juuls nye franskmand, El Magnifico med Birger Jørgensen i spids med 50 meter.
Det lignede en overraskelse for den franske hest kom ikke just til start med imponerende resultater i bagagen fra løb i Tyskland og Holland.
Men ned gennem opløbet var den også træt, og Charlie Game med Knud Mønster lignede en vinder, indtil Kaj Jensens Twilight D med Casper M. Nielsen dukkede op ude i banen og trak fra til en overlegen sejr i 1.13.8a/1800 m.
Charlie Game nummer to i 1.14.7, mens Key Largo var tredje over mål, men diskvalificeret for galoppen med 800 meter tilbage.
Tredjepladsen – og løbets sidste præmietager – de øvrige enten opgav eller var diskvalificeret – var El Magnifico i 1.15.4.
For Bent Svendsen, der kørte Daytona, kom der et efterspil i form af en bøde på 800 kroner samt en udelukkelse i tre dage fra den 11. – 13. februar for uforsigtig kørsel med fejlende hest.

Bent Svendsen kørte Daytona for Steen Juul og frem til 6. løb havde det ikke været nogen succes.
Det var blevet til galop med tre heste – F The Big New udgik.
Men i 6. løb havde Bent Svendsen marginalerne på sin side, da han kunne føre fra start med Steen Juul-hesten Elsztain og til mål.
Det blev godt nok meget spændende til slut, hvor Futte Flagfis med Morten Friis kom meget tæt på, men Elsztain klarede sig først over stregen.
To kuske dobbeltsejrede.
Rene Kjær indledte dagen med at vinde med Eigil Andersens Garfield Ap (Orlando Vici) og derefter med Sarah W. Melsens Cherokee Heaven (Ens Snapshot).

Derefter tog Michael Lønborg over og vandt med Rothschild (Muscle Hill) og derefter med Conch Silvio (Habitat), som han startede for første gang og bragte til en let sejr.
Her blev Preben Kjærsgaard idømt en bøde på 400 kroner og udelukket i 14 dage for trængning med sin kørsel med Maia, der sluttede på en femteplads.
Siden tog Kjærsgaard revanche og vandt med Focus P (From Above US), som han selv har ejet – den er nu solgt til hesteejere ved Thomas Bonde.
