TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Gunpowder og Dollar Dream vandt på Jägersro

af | 6. jan 2022 | Nyheder

Det var alt eller intet for de syv dansktrænede heste, der tirsdag aften startede på Jägersro.

Gunpowder med Rene Jonassen.

To danske sejre a hhv. 40.000 og 30.000 SEK – og ellers uden for præmierækken, men dog med startpræmien på 1.500 SEK.

Sådan var udbyttet for de syv dansktrænede heste, der tirsdag aften startede på Jägersro.

Rene Jonassen var på plads med to heste og bedst gik det med nu 4-årige Gunpowder (Brillantissime), der trods startplads i anden række bag startvognen kom godt igennem fra start og sad i spids efter 600 meters kørsel.

Her blev Gunpowder løbet ud og sejrede i 1.15.9a/2140 m – præmie 30.000 SEK.

Gunpowder blev fulgt til dørs af italienskfødte, men tyskejede/trænede Chic Bi (The Bank) med Michael Nimczyk, der angreb i opløbet, men aldrig blev nogen rigtig trussel – den noterede også for 1.15.9.

Da Swish the Cash med Adrian Kolgjini galoperede 50 meter før mål på tredjepladsen var der langt til feltet, hvor See You Mcallan besatte tredjepladsen i 1.16.7.

Rene Jonassen fik en bøde på 500 kroner for at køre uden for banen i sidste sving.

Dollar Dream med Christian Nissen.

Selv om Axel Jacobsen-trænede Dollar Dream (Calvin Capar) med Christian Nissen kom med en frisk sejr fra Lunden, så var der ikke meget tiltro til den i totalisatoren.

Dollar Dream stod til odds 25,75!

Christian Nissen serverede den nu 7-årige vallak et fint løb i andet par udvendigt og sendte Dollar Dream i angreb ind på lige bane.

Dollar Dream afgjorde hurtigt løbet til sin fordel og sejrede i 1.15.5a/1640 m – præmie 40.000 SEK foran finske Cookie Girl med Iivari Nurminen i 1.15.6.

De fem øvrige dansktrænede startheste sluttede alle uden for præmierækken.