TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Koster Memorial  i klemme – også i 2022

by | 18. Nov 2021 | Nyheder

Gulddivision dagen før i Jägersro – Gulddivisionsfinaler ugen efter på Solvalla – efterårets danske internationale storløb, N J Koster Memorial på søndag er kommet i klemme og er udelukkende et dansk opgør.

Vi starter lige med at slå en ting fast!

Feltet i N J Koster Memorial 2021 er flot med Extreme med Steen Juul og Slide so Easy med Flemming Jensen i spidsen.

Men vi mangler de udenlandske gæster!

Selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at Extreme med sine flotte resultater i Sverige har skræmt konkurrenter væk, men placeringen af Kosters er bare ikke optimal.

-Vi har konkurrence om Gulddivisionshestene lørdag på Jägersro samt de Guld-heste, der har kvalificeret sig til finalerne på Solvalla ugen efter, og som derfor ikke må starte i den kommende weekend, siger sportschef Rene Jensen.

-Der var flere svenske trænere, der var interesserede i at komme til Lunden og Kosters, men de fik plads til deres heste i Gulddivisionen på Jägersro, siger Rene Jensen videre.

I fjor lå Kosters Memorial ugen før Jägersros løb.

-Ja, da afviklede vi Kosters og havde GS75 dagen efter Bjerkes storløbsdag med V75, men i Sverige var man ikke tilfreds med at have de to store spil, V75 og GS75 udenlands i samme weekend, og derefter er vi rykket en uge.

-Det er også tilfældet i den sæsonplan for 2022 som vi fik godkendt i oktober, så vi kan kun håbe på at få en anden placering af Koster i 2023, siger Rene Jensen.

-Jeg synes, at feltet i Koster Memorial er meget fint og rammeprogrammet er også godt. Rent sportsligt finder jeg det særdeles fint. Vi kunne selvfølgelig godt have brugt lidt flere heste i nogle af løbene, men generelt er det sportslige niveau ganske højt, mener Rene Jensen.

Der er ingen tvivl om, at spillemæssigt bliver Kosters-dagen meget stor.

I fjor var den samlede omsætning på Kosters-dagen over 17 millioner danske kroner, og netop det faktum, er en af grundene til dansk travsport har accepteret placeringen i løbskalenderen.