Der var gået mere end to år siden Diamant Østervang vandt løb inden den på en besnærende afslutning kom først over stregen på Jydsk Væddeløbsbane søndag eftermiddag.
Som unghest placerede Tina Christensen og Jens Arne Mikkelsens Diamant Østervang (Wishing Stone) som en af årgangens bedste heste, og især i 4-årssæonen markerede den sig fint med sejr i Derbyprøven, en fjerdeplads i Dansk Trav Derby og en femteplads i Grand Circle 4 års Championat.
Men siden da har den været rimelig anonym.
Meget har været forsøgt – nyt miljø – ny træner – uden held.
Nu er den tilbage hos Tina Christensen, der sammen med sin dyrlæge mener, at man nu har fundet det problem, der gjorde at Diamant Østervang kun har været en skygge af sig selv.

Foto Ole HIndby
I søndagens 3. løb på Jydsk Væddeløbsbane var Diamant Østervang med Kenneth Andersen løbets mindst spillede hest, men den skulle vise sig at være den bedste!
Ind i opløbet lignede det sejr til Leading Tile med Michael Lønborg, der var klart førende.
Men bakken – og det lange opløb i Aarhus koster kræfter.
Bagfra angreb Explosive Peak med Steen Juul, men pludselig – 125 meter fra mål – dukkede Diamant Østervang op midt i banen.
Fra en position indvendigt havde Kenneth Andersen fundet vej ud til angreb, og på en forrygende afslutning kunne Diamant Østervang speede frem til sikker sejr i 1.15.3a/1800 m foran Explosive Peak og Leading Tile – begge i 1.15.4.
Diamant Østervang gav odds 31,81 som vinder.
