TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Dansk i italiensk Hoppe Derby

af | 10. okt 2021 | Nyheder

Det er derbydag i Italien, og i Oaks del Trotto – det italienske Hoppe Derby – starter Calypso di Poggio, der ejes af Costa Stable og Panamera Racing og trænes og køres af Erik Bondo.

Calypso di Poggio med Erik Bondo vinder kvalifikationen til Oaks del Trotto. Foto Gerard Forni

Calypso di Poggio (Ready Cash) med Erik Bondo vandt sin kvalifikation til Oaks del Trotto sikkert i 1.14.0a/1640 m  – det var den tredjehurtigste vindertid i de fire kvalifikationsløb.

Hurtigst var Clarissa (Exploit Caf) med 1.12.1a/1640 m – den trænes af Alessandro Gocciadoro, der overlader linerne til Roberto Vecchione, mens han selv kører Caramel Club (The Bank), der med 1.11.1 og 158.000 Euro er årgangs hurtigste og mest vindende hoppe.

Calypso di Poggio har startet 14 gange og vundet fire sejre og har udviklet sig meget frem til Oaks del Trotto – hun er vinder af de to seneste starter – forrige sejr blev taget i Bologna i rekordtiden 1.13.6a/1600 m.

Der er en samlet præmiesum på 253.000 Euro – vinderen får 105.800 Euro – distancen er 1640 m auto.

Derby Italiano køres også og har en samlet præmiesum på 800.800 Euro med 334.880 Euro til vinderen.

Her er Callmethebreeze (Trixton) med Andrea Guzzinati favorit – den trænes af Phillipe Allaire i Frankrig.

Med danske øjne er Colibri Jet (Readly Express) med Alessandro Gocciadoro interessant – den har nemlig samme moder i Sarsegna Jet, som Elica Jet (Booster Winner) som danske Stald Pimax købte på Solvalla-auktionen i august og som nu er i træning hos Erik Bondo.

Den italienske derbydag afholdes på den kombinerede trav/galopbane La Capanelle, der ligger ved Rom.