TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Talerstolen: Er det nu også så slemt?

by | 6. Oct 2021 | Nyheder

Kim Kærslunds brev til Talerstolen i mandags har fået hesteejeren og amatørkusken Jan Nielsen til at reflektere, og han skriver i dette indlæg bl.a. om et succesrige tiltag på Lunden og Falster.

Kære Kim,

Du efterspørger unge mennesker på travbanerne og nogle fysiske forhold der gør det interessant at besøge travbanerne på løbsdage samt bedre priser i restauranterne og mad man ikke bliver mæt af.

Der var ca. 40 unge mennesker der på Charlottenlund Travbane i fredags havde tilmeldt sig ”studenter bar” hvor en indgangsbillet til 100,- kastede 4 øl af sig -bestilt og betalt via Ticketmaster.
Min egen datter og 7 af hendes venner/veninder fra Gymnasiet deltog.

De følte sig værdsat (blev placeret i eget VIP lokale) og personalet var imødekommende samt at det var spændende at se væddeløb.

For 6 af dem var det første gang de besøgte en Travbane.
Samtlige spillede på mobiltelefonen via Derby25.dk og altså ikke i totoen. De synes tempoet i forhold til afviklingen af løbene var rigtig fint og de hyggede sig virkelig meget og havde det sjovt.

Alle 8 fortalte efterfølgende, at det bestemt ikke er sidste gang de kommer på Charlottenlund Travbane !

Så det kan godt lykkes at tiltrække unge og begejstre disse – det kræver blot nytænkning, ud-af-boksen-mindset og ikke mindst mod og tid til at eksekvere på tingene.
Jeg kender ikke ROI ‘en på sådan et arrangement, men mon ikke den er i fin.

Restauranterne på banerne er mig bekendt på en forpagtningsaftale – ergo tjener banerne udelukkende på udlejning af lokalerne og har ingen saying på priser, udvalg af mad etc..
Mon ikke det er et spørgsmål om risikovillighed samt evnen til at drive restaurant ?

Men hvad er det der tiltaler de unge menneske som du efterspørger på banerne ?
Man kan med lethed lave en hurtig survey blandt de tilmeldte og finde ud af hvad det var der motiverede de unge til at komme på travbanen.

Et nemt bluetooth set-up der poppede op på tlf…`erne og måske en SMS konkurrence, hvor man kunne vinde endnu flere billetter med tilhørende øl som motivation for at deltage – sådanne tiltag koster næsten ingenting og er nemme at tilgå og opsætte og giver vigtig viden til fremtiden.

Men tilbage til hvad travbanerne tilbyder.
Fakta er jo at bygningerne på landets travbaner er i forfald og ikke videre charmerende.

Jeg ved det er hårde ord at læse for de der synes at netop deres bane er fantastisk, unik og charmerende. Men nej, der er blot få steder rundt om i landet, at der er opgraderet til niveau 2021.

Jeg er helt overbevist om at travbanerne igennem mange år har været drevet som typiske foreninger og ikke decideret virksomheder, som du efterspørger.

Man har jo fået et statstilskud og det er dette man har lagt sig i selen for at overleve på, i kombination med sponsorater – altså typisk foreningsliv.

Wakeup call kan man kalde det, når statstilskuddet pludselig stoppede i en nedtrapningsmodel.

Man kastede en krog i Sverige og håber inderligt på at dette lykkedes – for hvor stiller det Dansk Travsport såfremt det ikke gør?
Min tanke er, at der så køres væddeløb om rosetter og buketter ligesom det er præmieniveauet i andre hestesportsgrene.
En eksperimentel tanke kunne være at gå banernes regnskaber igennem og skrælle tilskuddet af, nedsætte præmierne således regnskabet viste 0,- og se hvor det endte henne.

Det tager under 3 min. at lave denne øvelse og så se, hvor skrøbeligt det hele egentlig er eller i hvert fald se hvor præmieniveauet ville ende henne………… Jeg tror ikke der er basis for at spare mere på personale, materiel m.m.

 Det kommercielle mindset har ladet meget tilbage, og der har på forskellige baner været meget langt mellem succeshistorierne.

Se bare rundt om på banerne, hvem der sponsorerer på diverse skilte.

Der er meget langt mellem de brands som alene er der for at brande sig.

85% af skiltene er fra Tordenskjolds soldater (læs: hesteejere der ejer/leder en virksomhed, en smed, opdrættere, hingsteholdere etc..)

Ovenstående er blot nogle få eksempler på at nytænkning, og det at drive en travbane som en virksomhed, til stadighed mangler.

Dermed ikke sagt at der ikke forsøges – det tror jeg bestemt man gør derude og jeg har den største respekt for det arbejde der foregår derude på banerne.
Et eksempel :
Nykøbing Falster Travbane “satsede” på at tilknytte en “Relation Ship Manager”. 

Her  blev der lavet et kommercielt set-up som blev godkendt af bestyrelsen, hvorefter strategien blev eksekveret. For at få opbakning til konceptet inviterede bestyrelsen til “stormøde” blandt de aktive og andre interessenter på banen.
Billetprisen blev hævet til 100,- med udgangspunkt i at alle skulle kunne komme gratis ind.

En sponsor fik trykt 2.000 indgangs billetter, som blev delt ud til sponsorerne og aktive.

Indgangsvinklen til potentielle sponsorer (specielt i detailhandlen) var, at det tiltrak flere kunder, der gerne ville have fat i disse billetter og formentlig kastede nogle købende kunder af sig (Intersport købte et sponsorat pålydende dkk 40.000,- ekls. moms alene på denne motivation).
De aktive kunne dele ud til deres netværk.
15 min. indslag hver uge i den lokale radio samtidig med en medie reach på 95% i lokalområdet via online, print, outdoor samt radio blev en stor succes med publikums -og omsætningsrekord (Harald Lunds Mindeløbsdag) til følge.
Det hele handlede om at skabe Push/Pull effekten i lokalområdet.

Det kræver, at sådanne tiltag bakkes op samt at der er tid til at eksekvere på tingene. Ressourcer er ikke det der er mest af på banerne og det er en skam.
Nuvel, der er mange veje der fører til Rom – mulighederne er mange og fremtiden ser – ja, hvordan ser den egentlig ud ?
Der bliver færre heste i årgangene – færre aktive – færre opdrættere – færre tilskuere – færre hesteejere, men administrations omkostningerne øges hvert år til at drive cirkusset ???……………

Kim, du skriver ”Før i tiden var vi en busfuld mennesker, der kørte til Billund hver torsdag aften, hvilket var gavnligt for sporten og omsætningen”.
Her bliver man nødt til at kigge på udviklingen generelt set i hele Idræts Danmark. Samtlige sportsgrene har haft nedgang i antal medlemmer de sidste mange år (selv DK`s mest populære sportsgrene) og udviklingen af andre tilbud til de unge mennesker har været massiv (læs: blandt andet esport) og det er ikke bare en længere kamp, det er en umulig kamp med det medietryk der er fra andre sportsgrene. Det handler vel om at tiltvinge sig de markedsandele tilbage, som man har tabt af unge mennesker over årene.

Det er herligt at se en aftale med TV2 Sport, det er herligt med fyldt restaurant i Aalborg osv. men en overordnet plan for hvordan man kommer tilbage på sporet, må man formode Danskhv har i skuffen og er i gang med at eksekvere på.

Lykkes dette ? – man kan kun håbe!
Tanker som at reklamere med gratis kaffe og lagkage på en løbsdag til pensionistforeningerne eller ældresagen gør jo ikke nogen forskel om end de gerne kører efter det………………

Ovenstående er skrevet med den største respekt til de der knokler hårdt hver dag for at vores elskede sport får bedste vilkår i fremtiden.
Jeg håber virkelig at tingene lykkes, og at du Kim, som det jeg kalder ”stor hesteejer”, ikke mister modet helt………………

De bedste hilsner
Jan Nielsen