Efter Festival of Speed med Steen Juul havde vundet Jydsk 4-årings Grand Prix skrev vi som overskrift: Festival of Speed ligner Derbyvinderen! – Og det tror vi stadig!

Efter 12 starter og 12 sejre går Festival of Speed (Cantab Hall DE) med sin træner Steen Juul i eftermiddag til start som en af de største favoritter i derbyets 124.årige historie.
Det er ikke første gang en ubesejret hest går til start i et Dansk Trav Derby som ubesejret.
Sidst det skete var i 1995, hvor svenskejede Treasure Ås (Balanced Image) med Erik Berglöf mødte frem med 15 sejre i træk – og vandt!
Og hvis ellers Festival of Speed bare er i nogenlunde normal forfatning i eftermiddag, så vil den fortsat være ubesejret når løbsdagen er overstået.
Indfri Festival of Speed og Steen Juul forventningerne skrives der dansk travsportshistorie på mere end en måde.

Det er ikke kun det, at en derbyvinder indføres i historiebøgerne, men hvis Steen Juul atter er vinderkusken er det 10. gang han vinder Dansk Trav Derby og tangerer dermed N. J. Kosters rekord.
Men Steen Juul forbedrer samtidig sin egen rekord, som den ældste kusk, der vinder et Derby, idet han i sidste uge fyldte 71 år!
N. J. Koster vil dog fortsat have rekorden som den træner, der har haft ansvaret for de fleste derbyvindere, idet han trænede de 10 heste, han vandt med. Her er Steen Juul endnu bagud med to, idet han foreløbig har trænet 8 Derbyvindere.
Her er Steen Juuls ni første derbyvindere som kusk og de første otte som træner!
| År | Hest | Kusk | Træner |
| 1983 | For Ever Vixi | Steen Juul | Steen Juul |
| 1987 | Konsonant | Steen Juul | Steen Juul |
| 1990 | New Quick | Steen Juul | Steen Juul |
| 1993 | Rudolf Le Ann | Steen Juul | Steen Juul |
| 1994 | Skalflex | Steen Juul | S. Larsen |
| 1997 | Atom Tess | Steen Juul | Peter Rasmussen |
| 2007 | Leviti | Steen Juul | Steen Juul |
| 2017 | Bvlgari Peak | Steen Juul | Steen Juul |
| 2018 | Chock Nock | Björn Goop | Steen Juul |
| 2020 | Extreme | Steen Juul | Steen Juul |
Dansk Trav Derby køres som 11. løb med start klokken 16.53 og kan følges på såvel Fast Track Racing, Sport Live samt på TV2 Sportens stream.
Husk! Der er nordisk V75-spil i dag – det starter ved 6. løb, der er programsat til klokken 15.00.
I fjor var omsætningen alene i V75 på 14.828.451 kr. og der blev en gevinst på 35.014 kroner for 7 rigtige, 373 kr. for 6 rigtige og 42 kr. for 5 rigtige.
Der er desuden såvel V4 som V5-spil samt et Dagens Dubbel i 11. og 12. løb
Baneprogrammet kan downloades på dette link – klik her
