TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Victors Derbychance

af | 16. aug 2021 | Nyheder

I deres blot anden start sammen kvalificerede Victor Rosleff familiehesten Fønix Vang til start i Dansk Trav Derby, og det 22-årige dansk-svenske kusketalent føler sig ikke slået på forhånd.

-Det er klart, at man gerne vil vinde Derbyet, men man må også være realistisk. Jeg har stor respekt for Steens hest (Festival Of Speed, red.), men omvendt har min hest vist stor kapacitet og kan godt være med fremme hvis det flasker sig, siger Victor Rosleff til Travservice.dk.

-Jeg føler ikke, at Fønix Vang er så langt efter de andre. Han har fordel af 3000 meter og bør være gået reelt fremad efter to løb i kroppen, men uanset hvordan det går, er jeg utrolig glad og stolt over at være med i Derbyet. Det er også en del af hestens udvikling.

Victor Rosleff med Fønix Vang. Foto: Privat

Familien står bag
Victor Rosleff købte Fønix Vang af Stutteri Vang Hovedgård i mindten af maj måned sammen med sin mors kæreste, Torben Christiansen, men mon ikke Mor – Birgitte Rosleff – også har en lille ”anpart” i den kommende Derbydeltager?

-Min familie var interesseret i at købe en hest, så jeg begyndte at undersøge markedet lidt og så bl.a. på Fønix Vang, fortæller Victor.

-Jeg var ude i det samme løb på Axevalla, hvor Fønix Vang startede og syntes det virkede som en fin hest med masser af fart. Samtidig kunne jeg godt lide stammen, så efter starten på Lunden den 12. maj spurgte jeg Bo Westergaard om hesten var til salg. Den havde ikke præsteret hvad Bo havde forventet, så vi blev enige om en pris.

Klart forbedret i Derbyprøven
Efter ankomsten til Sverige fik Victor Rosleff tjekket Fønix Vang igennem, men fandt ikke det store.

-Den var veltrænet da den kom, så det var i princippet bare at træne videre. I den forbindelse har jeg også fået god hjælp af Jerry Riordan, der også står som træner af Fønix Vang, men hesten står i en stald på Halmstad-banen og det er mig, som passer og træner den til hverdag.

-Fønix Vang trænede rigtig stærkt, men i den første start på Jägersro var han ikke så rytmisk i travet den første kilometer, så jeg ændrede lidt på et par ting og det faldt jo ganske godt ud i Derbyprøven.

-Det er svært at forbedre noget på to uger mellem Derbyprøven og Derbyet, så det er bare at træne på som normalt. Han kommer til at gå uden sko igen, i amerikanersulky og med vatutræk som i Derbyprøven, hvor jeg dog ikke fik behov for at trække det.

Catchdriver på deltid
I tre år var Victor Rosleff ansat hos Peter Untersteiner, men for et halvt år siden valgte han at ”sadle om” og satse mere på sin karriere som catchdriver.

-Jeg er dog fortsat tilknyttet Peter Untersteiners stald, hvor jeg kommer og kører om mandagen, mens jeg er hos Jerry Riordan de andre dage i ugen. Jeg har samtidig frie hænder til at tage til løb rundt omkring – det fungerer perfekt. Det gør det lettere at komme rundt til løb på de forskellige baner.

Victor Rosleff

-Jeg føler nu ikke, at der er den store forskel på nu og tidligere, men jeg kører selvfølgelig flere heste hver dag og det er med til at udvikle mig rigtig meget. Konkurrencen i Sverige er utrolig hård og det kræver at man arbejder hårdt hver dag. Jeg har været så heldig at få stor opbakning fra Jerry Riordan. Der er selvfølgelig også andre, som bakker mig op, men det betyder rigtig meget at ha’ en stortræner i ryggen.

-Jeg tænker ikke over, at jeg kører mod Örjan Kihlström & Co. hver dag, men det er da fantastisk at være med på det her niveau. Jeg forsøger at udvikle mig hele tiden som kusk og det (at konkurrere mod Sveriges bedste kuske, red.) er da helt klart noget jeg kan lære meget af.

Victor Rosleff er godt midtvejs i sin formentlig bedste sæson nogensinde, hvor det foreløbig er blevet til 21 sejre og 2,1 mill. SEK i indkørte præmier – så der går ikke længe før han passerer sidste års rekordcifre på 24 sejre og 2,5 mill. SEK.