52 medlemmer har underskrevet kravet om en ekstraordinær generalforsamling i Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane.
Det er ikke uventet, at der nu lægges op til en ekstraordinær generalforsamling.
Det har Henrik Engberg Johannsen, tidligere bestyrelsesmedlem samt i sidste weekend, Travselskabets formand, Michael Juul bebudet.
Nu har Henrik Engberg Johannsen fremsendt kravet om en ekstraordinær generalforsamling, hvor der søges opbakning til et Mistillidsvotum til den samlede bestyrelse og bestyrelses afgang på vegne af 52 medlemmer.
Begrundelsen er formuleret således:
”DTS-medlemmerne bag nærværende underskrifter har ikke tillid til, at DTS’ bestyrelse loyalt vil efterleve den på DTS’ seneste ordinære generalforsamlings beslutning om at arbejde helhjertet for, at travbanen skal blive i Charlottenlund med udgangspunkt i det scenarie, daværende bestyrelsesmedlem Henrik Johannsen præsenterede på generalforsamling. Medlemmerne fremsætter derfor et mistillidsvotum til den siddende bestyrelse og ønsker følgende punkter behandlet på en ekstraordinær generalforsamling – jævnfør paragraf 8 i DTS’ vedtægter:
1. Mistillidsvotum til den samlede bestyrelse og bestyrelsens afgang
2. Valg af ny bestyrelse
Punkt 2 behandles selvsagt kun, såfremt dette er relevant efter behandling af punkt 1.
Bestyrelsen i Det Danske Travselskab skal nu indkalde til en ekstraordinær generalforsamling med mindst tre ugers varsel– det vil sige det bliver efter Derbyweekenden.