Mindeløbsdagen på Nykøbing F Trav var flot besøgt og med en totalomsætning på over millionen var omsætningen ikke mindre end 72.4% større end på samme dag i fjor.

1.011.452 kroner blev omsætningen i de 11 løb, der blev afviklet på Nykøbing F Travbane søndag eftermiddag.
Heraf var baneomsætningen på 248.789 kroner.
Det er helt andre tal end fra samme løbsdag i fjor, hvor totalomsætningen blot nåede 586.633 kroner.
Da var banen Corona-ramt og havde få tilskuere, og der blev blot afviklet 9 løb.
Alligevel må resultatet i 2020 betegnes som dårligt.
Men det blev vendt i år, hvor millionen blev rundet – og det endda uden tilspil fra RiksToto i Norge.
På den baggrund er Falsters omsætning faktisk bedre end omsætningen forrige søndag i Skive, hvor man med norsk tilspil nåede 1.247.687 kroner i 10 løb.
Og hvor er så årsagen til at Falster – uden norsk tilspil – opnår så fint et resultat?
I fjor skulle banen kæmpe mod Axevalla og Stochampionatet med en V75-omsætning der i svenske kroner var på 34 millioner.
I går var det den norske Jarlsberg-bane, der havde et V75-spil, hvor omsætningen holdt sig lige under 20 millioner kroner.
Selv om Falster-banens løb primært vistes på ATG.se og ikke på TV-kanalen ATG Live – så er der næppe tvivl om, at mange svenske spillere deltog i spillet til Falster – fremfor Jarlsberg.
Og så er en baneomsætning på en kvart million i vore dage heller ikke noget at kimse ad.
