På en meget stærk afslutning kunne Søren Kolbergs Staro Obrigado med Steen Juul vinde Margaretas Tidiga Unghästserie for 4-årige hingste/vallakker på Solvalla.

Startpladsen i anden række bag startvognen var ikke god – undervejs sad Staro Obrigado Steen Juul som en af de sidste heste i feltet på 11 heste – ja, det lignede noget man kunne kalde 5. par udvendigt.
Ned ad sidste langside begyndte Steen Juul angreb, og det bed godt, men det var først på opløbshjørnet han løftede Lavec Kronos-sønnen ud til det afgørende angreb.
Og så gik det stærkt.
Undervejs havde Digital Races med Björn Goop været i spids, men den havde længe udspillet sin rolle.
Mange ville være med i kampen om sejren i opløbet.
Helt udvendigt kom Staro Obrigado med Steen Juul fulgt af Marre’s Dreamboy med Jörgen Westholm.
Det var de to heste, der var mest fart i.
Staro Obrigado kunne holde konkurrenten bag sig og vandt med hoved og hals i 1.12.3a/2140 m – samme tid fik Marre’s Dreamboy.

Førstepræmien var på 300.000 SEK, og Staro Obrigado ligner mere og mere en seriøs kandidat til Svenskt Trav Derby.
Det gjorde Søren Kolbergs Staro McMillan også for to år siden, men det glippede.
Det er som om at årets Staro har et bedre temperament – og så ser den bare ud til at blive bedre og bedre.
På løbsrapporten er tiden for de sidste 500 meter opgivet til 1.09.9 – Staro Obrigado sad 20 meter efter førerhesten og fik tredje spor rundt i svinget!
Fortsættelsen bliver spændende.
