Skal landets væddeløbsbaner belønnes for at tage initiativer, eller skal de belønnes for at skabe resultater. I dette indlæg til Talerstolen sætter Morten Thaning Vendelø spørgsmålet om finansieringen i dansk travsport til debat.
Hvad skal vi med banernes selvfinansieringsgrad via banespil, og andre KPI’er?
af Morten Thanning Vendelø, medlem af DTS
I mit talerstolsindlæg ’Dansk Travsport – et planøkonomisk eksperiment’ præsenterede jeg en beregning af banernes selvfinansieringsgrad via banespil. En sådan beregning er vigtig, fordi udviklingen i selvfinansieringsgraden kan fortælle os, hvor meget banerne år for år bidrager til en forøgelse af spillet på travløb, gennem det publikum de tiltrækker.
Jeg burde have fremhævet, at mit fokus var banernes selvfinansieringsgraden via banespil, og beklager desuden, at min beregning byggede på nogle forkert antagelser, og derfor ikke var korrekt. Noget jeg erkendte allerede samme aften, efter at Lars Hellerup havde skrevet en kommentar i Facebook-tråden til mit talerstolsindlæg, altså inden han fik publiceret sit talerstolsindlæg ’Rod i Økonomien’.
Et indlæg der i øvrigt, og formodentlig utilsigtet, rettede fokus mod en sammenligning mellem selvfinansieringsgraden via spil for banerne i Aalborg og Charlottenlund, og dermed fjernede fokus fra den debat jeg initierede om Dansk Travsport som et planøkonomisk eksperiment.
En debat om Dansk Travsport som planøkonomisk eksperiment handler om, hvorvidt banerne skal belønnes for at tage initiativer, eller om de skal belønnes for at skabe resultater. Hvor det første er udtryk for en planøkonomisk tilgang, mens det sidste er udtryk for en markedsøkonomisk tilgang.
Hvis man mener, at banerne i højere grad skal belønnes, for de resultater de skaber, så må man definere tal, der a) måler det man vælger at betragte som relevante resultater, og som b) banerne kan påvirke gennem deres aktiviteter. I mange virksomheder kalder man et sådan tal for en KPI (Key Performance Indicator).
Efter min opfattelse sker rekruttering de spillere, der skal bidrage med den nødvendige forøgelse af dansk spil på hestevæddeløb, mest effektivt på banerne. Derfor er banernes selvfinansieringsgrad via banespillet en relevant og vigtig KPI. Man kan med afsæt i de to overnævnte kriterier overveje, hvordan en sådan KPI bedst beregnes.
Lars Hellerup har foreslået en ”All Inclusive” beregning, hvor der tages udgangspunkt i banernes totalomsætning fra spil, altså i summen af: banespil, andet dansk spil, og udenlandsk spil.
Hvis man anvender de to ovennævnte kriterier i forbindelse med udvikling af en KPI for banernes selvfinansieringsgrad via spil, så er der ikke tvivl om, at banespil skal indgå i beregningen. Derimod er udenlandsk spil mere problematisk, fordi det; 1) er et spil banerne ikke har de store muligheder for at påvirke, og 2) er et spil der mere end 10-dobbles, når der spilles via f.eks. V75 puljer.
Baner med løbsdage, hvor der spilles via f.eks. V75 puljer vil derfor ende med en høj selvfinansieringsgrad via spil, mens det omvendte vil være tilfældet for baner uden disse løbsdage.
Derfor bør udenlandsk spil, udelades af beregningen, når banernes selvfinansieringsgrad via spil beregnes.
Endelig er der andet dansk spil.
Med afsæt i en antagelse om, at det ikke er et spil banerne har de store mulighed for at påvirke, hælder jeg til, at andet dansk spil ikke medtages, når banernes selvfinansieringsgrad via spil beregnes.
En banes selvfinansieringsgrad via banespil bør således beregnes ved at man først tager 8% af baneomsætningen, deler resultatet med summen af de 3 beløb, overskudsdeling banespil, præmietilskud og driftstilskud, og ganger med 100.
Men behøver man virkelig at opgøre banernes selvfinansieringsgrad via banespil for at kunne belønne banerne for det banespil, som de genererer, kan man ikke nøjes med et indekseret tal for banespillet, vil nogen måske spørge.
Svaret er: ”Det kommer an på….”, og det, som det kommer an på er, hvad det er man vil måle.
Hvis man blot ønsker at måle den procentuelle fremgang i spillet på banerne år for år, så er et indekseret tal tilstrækkeligt. Men ønsker man også at måle, hvor effektive banerne er til at generere banespil med udgangspunkt i de beløb som de årligt modtager fra DTGU, så skal man have fat i en beregning af banernes selvfinansieringsgrad via banespil.
En KPI for banernes selvfinansieringsgrad via banespil kan ikke stå alene, hvis man ønsker en stærkere markedsøkonomisk styring af Dansk Travsport.
Andre mulige KPI’er er antallet af kontingentbetalende elever på de travskoler, der drives af banerne, eller antallet af heste i professionel træning hos de trænere der er tilknyttet de enkelte baner.
Det første giver formodentlig rigtig god mening, fordi man derved kan belønne banerne for deres bidrag til vækstlaget i Dansk Travsport.
Det andet, en KPI baseret på antal heste i professionel træning, giver nok mindre mening. For det første fordi det ikke er en størrelse som nemt påvirkes af banerne, for det andet fordi det kan give banerne et uheldigt incitament til at forsøge at kapre professionelle trænere fra hinanden, og for det tredje fordi det måske er mere eller mindre tilfældigt om en professionel træner er tilknyttet den ene eller den anden bane.
Hvilke KPI’er der i øvrigt er brug for, hvis man ønsker en stærkere markedsøkonomisk styring af Dansk Travsport, vil jeg lade andre med mere indsigt i sporten og markedsføring af denne, komme med bud på.
PS. For en god ordens skyld har Lars Hellerup haft denne tekst til gennemsyn, og han har meddelt mig, at den indeholder en meget fair gengivelse af hans synspunkter.