Med Emojis førsteplads til 60.000 SEK i spidsen blev det til en god aften for de ni dansktrænede heste, der var til start onsdag aften på Jägersro.
Emoji var så klart aftenens præstation – set ud fra et dansk synspunkt, men også i Sverige bemærkede man den sæsondebut, som den 5-årige Broad Bahn-søn leverede for Flemming Jensen.
1.13.0a/2140 m – og uden at blive forlangt noget – det er en sæsondebut med mersmag.
60.000 SEK fik Emoji i præmie, mens der var 30.000 SEK i andenpræmie, som Anders F. Jensen-trænede Apapmand med Per Nordström tog sig af på afstand i 1.13.3.
30.000 SEK var der også til Peter Spenglers fine debutant, No Limit Glide (Yankee Glide), der sejrede for Peter Ingves i 1.18.7/2140 m.
No Limit Glide er forberedt til start i samarbejde med Ken Ecce, der også skulle have kørt den, men han måtte som bekendt melde forfald på grund af en positiv Corona-test.
Peter Spengler havde i øvrigt en god dag som hesteejer, idet hans anden hest, Confidence en god times tid tidligere var blevet nummer to i Frankrig, hvor andenpræmie var 7.500 Euro – 55.500 DKK.
Af de øvrige danske startheste klarede Anders F. Jensen-trænede Evolution on Track med Jonas M. Oscarsson sig bedst på en fjerdeplads i 1.15.4a/2140 m – præmie 7.500 SEK.
I alt tjente de ni danske startheste tilsammen 146.000 SEK.