Fra Opdrætterforeningen har vi modtaget nedenstående:
Evig optimist – Fremadgående – Ihærdig
Men også en eftertænksom hestemand, der er ydmyg overfor livet.
Kaj Jensen fylder i dag 70 år.
Han har som bekendt udtalt, at han regner med at blive 150, men vi skal jo huske, at hylde vores helte undervejs.
Kaj har en utrolig stor betydning for dansk travsport. Som træner, hingsteholder, opdrætter og indehaver af det fantastiske hestecenter Hovhedegaard, er vi mange, som Kaj har haft stor betydning for igennem årene.
Alle kender Kaj’s utrolige drive, arbejdsindsats og hjælpsomhed.
Hans altid imødekommende facon og store sociale kompetencer, er vi mange der nyder godt af.
Om det er et løb på Lunden en kedelig vinteraften, der skal fyldes op så løbene kan gennemføres. Om det er en opdrætter der skal hjælpes med transport, eller om det er en af drengene hjemme på Hovhedegaard, der skal have vist hvordan en hest skal tøjles, eller det er et ungt menneske, der skal hjælpes videre i livet, så er det Kaj der springer til. Og dette helt uden hensyn til hans eget velbefindende.
Kaj kører i højgear, og det har han vist altid gjort. Han blev som ganske ung 21-årig, værkfører på en stor gulvtæppefabrik. Men hurtigt tog hestene helt over. Siden har han knoklet på i travsportens tjeneste. Og det der med efterløn og pension, det er ikke begreber, der indgår i Kajs personlige tankesæt.
Årenes ihærdige slid har selvfølgelig haft sin indvirkning på Kaj, og han er ikke helt ren i travet mere. Men det er ikke noget der får ham til at stoppe op.
For Opdrætterforeningen har Kaj haft en afgørende betydning. Han er vores vigtigste instrument ude i marken. Og som hingsteholder yder han en indsats langt udover hvad man kan tillade sig at forvente.
For mig personligt er Kaj blevet en rigtig god ven. Han øser altid gerne af hans store erfaring og viden. Og jeg må indrømme at Kaj er en person jeg ser meget op til.
Så Jeanette: Pas godt på Kaj, han har jo, efter egen beregning, ca. 80 år endnu.
Tillykke Kaj!
Opdrætterforeningen
Mikkel