TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice pĂĄ facebook

Power havde flest kræfter

af | 16. jan 2021 | Nyheder

Sne og sjap havde gjort banelegemenet på Vincennes halvtung lørdag eftermiddag, men det bekom svenske Power med gæstekusken Eric Raffin fint.

Power med Eric Raffin afslutter bedst af alle til sejr i Prix de Croix. Foto Gerard Forni

Det var ikke uden problemer, at Prix de Croix på Vincennes lørdag eftermiddag blev afviklet.

En ting var baneforholdene, der efter et kraftigt snevejr over Paris-regionen var opblødt, men kort før den planlagte start måtte favoritten Gu d’Heripre med Nicolas Ensch køre i stald for at få sat en ny forsko på.

Det tog tid og flere af løbets øvrige deltagere kørte også i stald.

Da hestene var klar til start, voldte startproceduren problemer og der måtte flere forsøg til før feltet kom afsted.

Stald Ritas Grand Art med Adrien Lamy blev forceret til føring forbi tribunen, men slap siden til Go on Boy med Romain Derieux. Denne holdt sig foran til midt i opløbet, hvor Go On Boy kapitulerede med galop.

Svenske Aetos Kronos med Jean Michel Bazire var med fremme rundt i opløbssvinget, men havde udspillet sin rolle ind på lige bane.

I stedet dukkede en anden svensker, Power (GooGoo GaaGaa) med Eric Raffin op ude i banen.

Parret havde undervejs siddet sidst i feltet, men afsluttede i 11-fart og kunne vinde kort foran Gelati Cut med Gabriele Gelormini – begge i 1.16.2/2850 m, mens Goldy Mary med Matthieu Abrivard blev nummer tre i 1.16.3. Endnu en svensker Guzz Mearas med Pierre Vercruysse nummer fire i 1.16.4, mens favoritten Gu d’Heripre, der tabte en sko undervejs, blev nummer fem, også i 1.16.4.

Grand Art blev nummer seks i 1.16.6 og fik 2.000 Euro i præmie.

Power var en overraskelse til odds 16,50.

Efter løbet var træner Robert Bergh ikke afvisende for at starte Power i Prix d’Amerique, og hvis Bergh ønsker det, vil Power også kunne komme til start.

Som 5-åring får den lagt 20% oveni sin startpræmiesum på 909.746 Euro, og det rækker rigeligt.