Reglerne for nominering til trav- og galopsportens galla bør justeres, mener hestesportsjournalisten Henrik Berg i dette indlæg til Talerstolen.

Det er ikke nogen let opgave at udpege de nominerede ved trav- og galopsportens galla.

Jeg har selv været med til det.

Det er øretævernes holdeplads og man er næsten sikker på kritiske kommentarer, men de nuværende regler gør det bestemt heller ikke let for Carsten Rabjerg, Jesper Elbæk og Uwe Bredahl, som udgør juryen.

Tag nu f.eks. Årets 2-åring inden for travsporten.

Én hest skilte sig ud med otte sejre i otte starter, Thai Brooklyn, men hesten er norskfødt og kan derfor ikke nomineres, selvom  den trænes i Danmark af Bo Westergaard.

Til gengæld kan norsktrænede Fascination nomineres i kategorien, Årets 3-åring fordi den er danskfødt. Eller i hvert fald danskregistreret.

Det giver jo absolut ingen mening.

Der burde selvfølgelig være således, at alle dansktrænede og danskfødte heste kan nomineres.

Så havde vi også fået Bo Westergaard-trænede Jane Hall med i  kategorien Årets 3-åring. Hun vandt trods alt 10 sejre i 13 starter i fjor.

En anden kategori, der ofte er genstand for debat er Årets Travkomet.
,
I år har juryen f.eks. valgt at nominere Michael Lønborg, som har været træner i mange år efterhånden og vel egentlig bare havde en rigtig fin sæson i 2020 med 40 sejre og 1,1 mill. i indkørte præmier mod 23 sejre/515.000 året før.

Al respekt for Michael Lønborg, men så havde det måske været mere oplagt med René Jonassen, der i fjor havde sin bedste sæson nogensinde med 33 sejre og 1 mill.

Man burde i øvrigt dele kategorien op i amatører og professionelle.
Freja Klitgård med to heste på træningslisten og tre sejre i fjor er utvivlsomt dygtig, men på forhånd fuldstændig chanceløs mod to jockeyer, der får masser af køreture hos en af landets førende trænere.

Det er vel også på tide at dele 3- og 4-årskategorierne op i hingste/vallakker og hopper.
Vi ser jo ofte, at hopperne på forhånd er chanceløse mod hingstene, selvom de reelt har lavet nogle fine præstationer – og det er jo ikke fair.

Endelig synes jeg, at Årets Opdrætter ofte har for mange nominerede.
Seks personer denne gang er måske en eller to for mange, og det virker umiddelbart som om, at man absolut SKAL have opdrætteren af samtlige “klassiske” vindere med i puljen.

Ovennævnte betragtninger gælder kun travsporten.
Der er utvivlsomt tilsvarende “problemer” inden for galopsporten, men det skal jeg ikke gøre mig klog på.

Jeg har stor respekt for de tre personer i juryen, men det virker som om man er kørt lidt fast i det nuværende koncept.

Måske man skulle “ryste posen” og eventuelt få et par ekstra personer med i juryen næste år …

Med sportslig hilsen
Henrik Berg