Anders Pedersen-trænede Draco med Peter Ingves sluttede stærkt af i open stretch, men måtte se sig besejret på målfoto.
Draco var den af de dansktrænede heste, der torsdag aften startede på Åby Travet, der klarede sig bedst, da den blev nummer to i et stayerløb.
Draco sad undervejs i ryg på den førende Jeppas Tarpon, og kom perfekt til i angreb i open stretch i opløbet.
Udvendigt angreb Vikens Dome (Symphonic Hanover) med Robert Bergh, og den gik over mål samtidigt med Draco.
Det var ikke muligt at se på Tv-skærmen, hvem der havde vundet, men et målfoto viste, at Draco var nummer to.
Den placering gav 17.500 SEK.
Lige så stor en præmie hentede Morten Friis-trænede Freja Skovsende – også med Peter Ingves, da den blev nummer tre i et løb forbeholdt 3-åringer.
I alt hentede de otte dansktrænede heste tilsammen præmier for 75.900 SEK.
To heste fik startforbud i 10 dage – Super Marresh for urent trav – og Vivaldi for dårlig præstation.
