Marc Bæk Nielsen-trænede Dortmund vandt en sikker sejr i Oktoberstayern på Jägersro med 110.000 SEK i førstepræmie.

Aalborgtræneren Marc Bæk Nielsen havde set rigtigt, da han valgte at starte staldens reklamehest Dortmund (Timoko) i Oktoberstayern på Jägersro lørdag eftermiddag.
Med Peter Untersteiner i sulkyen kunne sidste års derbytreer vinde sikkert i 1.14.8/3180 foran Kennedy med Adrian Kolgjini, der ganske vist kom tæt på til slut, men i princippet aldrig var nogen trussel for den danske hest.
110.000 SEK i førstepræmie og nu er Dortmund millionær i svenske kroner med en indtjening på 1.012.255 SEK!
Trods 40 meter tillæg sad Dortmund tidligt med fremme og halvvejs i løbet kørte Untersteiner til spids.
Tempoet var ret behersket – 1.15.1/2000 m.
Løbets favorit, Indra’s Secret med Robert Bergh fik et helt umuligt løb. Den var ikke med fra start, og da Bergh kørte fremad med 1500 meter tilbage, endte parret ude i fjerde spor. Indra’s Secret endte sidst over mål!
Vinderodds for Dortmund var 5.52.
Dagens hovedløb, C L Müllers Memorial havde Cyber Lane (Raja Mirchi) med Johan Untersteiner i spids fra start til mål.
Fra andet par udvendigt forsøgte Moni Viking med Björn Goop angreb i opløbet, men den kunne ikke fuldføre, og Cyber Lane kunne vinde sikkert i 1.12.3a/2640 m foran Very Kronos med Erik Adielsson, der tilbragte det meste af løbet udvendigt for Cyber Lane. Moni Viking nummer tre.
Der lå 54.2 millioner kroner i puljen til 7 rigtige, men uden de store overraskelser blev der mange vindere.
7 rigtige betalte 22.851 kroner, 6 rigtige 147 kroner og 5 rigtige 20 kroner.
Der var mange gange kuponer, der gik hjem – en svensker ramte således 50 gange 7 rigtige og fik over 1.4 mio. kroner i gevinst med følgepræmier.