Knud Mønster-trænede Ebony Blåbjerg har været en skuffelse i løbene i år, men måske finder den gnisten tilbage, når det nu er Michelle Mønster, der sidder i sulkyen.
For første gang i Ebony Blåbjergs karriere skal Michelle Mønster køre den i løb, og det sker i eftermiddagens Grand Circle 4 års Hoppe Championatet på Racing Arena Aalborg.
-Michelle har jo en bedre sejrsprocent end jeg har, så derfor synes ejeren og jeg at hun skulle have lov til at køre Ebony Blåbjerg i eftermiddag, smiler Knud Mønster.
-Ebony Blåbjerg har været en stor skuffelse i år, hvor hun slet ikke har levet op til vores forventninger. Hun trænede fantastisk op til sæsondebuten, men har slet ikke leveret i løb.
-Nu prøver vi at lade Michelle køre Ebony Blåbjerg, og måske falder det godt ud. I eftermiddag får Ebony sko på – hun har startet uden i de seneste starter, men som det regner i dag, så tror jeg at banen bliver fast og så er det også en fordel med sko, siger Knud Mønster.
I fjor viste Ebony Blåbjerg ved flere lejligheder, at hun var en af årgangens tophopper med andenpladser i såvel Grand Circle 3 års Hoppe Championatet samt i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix.
I år er det bedst blevet til en andenplads og to tredjepladser i 10 starter, der har givet 30.400 kroner i præmier.
I eftermiddagens Grand Circle 4 års Hoppechampionatet har Ebony Blåbjerg og Michelle Mønster startspor 4.