Gennem nogle år har danske Jörgen Lorentzen, der er træner på Jägersro, satset på at købe franske ungheste, men hidtil er sejrene udeblevet.
I aftes kom der imidlertid hul på bylden, da den 4-årige Galaad Smiling (Akim du Cap Vert) med Alexis Prat sejrede på banen i Reims.
Undervejs sad Galaad Smiling som tredje, men blev sendt i angreb rundt i opløbssvinget, og ned gennem opløbet så det ud til at den skulle gå til en sikker sejr.
Ude i banen kom Glasgow Rangers med P. Y. Verva i en stærk finish, men den nåede akkurat ikke Galaad Smiling, der sejrede i ny rekord 1.16.6/2550 m -præmie 5.400 Euro.
Det var første sejr i 22 starter til Galaad Smiling, der som åring blev indkøbt på Arqana-Trot-auktionen i Deauville for 8.000 Euro – 60.000 kroner.
Den har efter lørdagens sejr nu tjent 15.312 Euro.
Jørgen Lorentzen var selv til start i løbet med en anden af sine franske indkøb, Glory Marancourt (Quaker Jet), der imidlertid galoperede og blev diskvalificeret.
De to 4-åringer er sammen med 3-årige Harrison (Cristal Money) pt opstaldet på Grosbois hos Anders Lindqvist.
Derudover har Jørgen Lorentzen tidligere også købt to hopper, den nu 5-årige Fabiola de Vandel (Timoko) og den 2-årige Izarietta (Django Riff) på åringsauktioner.