ET historisk tilbageblik til 1920 og Dansk Trav Kriterium
Travkriterium for 100 år siden på Charlottenlund Travbane – Store sensationsdag hvor kæmpefavoritterne blev slået
Af Kenn Erik Bech
Siden 1898 er der kørt både Dansk Trav Derby og Dansk Trav Kriterium – eller Dansk Traver-Kriterium, som løbet oprindeligt hed, på Charlottenlund Travbane, og i eftermiddag sker det igen.
Sæsonens næststørste dag, sådan blev kriteriedagen ofte benævnt.
For 100 år siden kørtes storløbet allerede på grundlovsdagen, den 5. juni 1920, og hvor de to helt store navne i løbet, storfavoritten B S og næstfavoritten Native Spirit, begge ejet af Mr. Farmer, blev slået af Bella S med Sofus Sørensen.
Denne sejr var så populær hos publikum, at dagbladet B T noterer i sin avisreportage fra løbene, at ”publikum var lige ved at rive alle tilskuerpladsens bygninger op af bare begejstring over den populære Sofus Sørensens uventede sejr”!
Kriteriet havde de første år en meget stor interesse i Trav-Danmark. Det var nærmest en slags optakt til årets største løb, Derbyet. Måske var det derfor løbet blev kørt før Derbyet.
Mens travderbyet ikke var en dansk opfindelse – det første Traver Derby kørtes i Østrig i 1884 – så var det nyt, at man indførte Kriterium for de 3-årige heste.
Dagens Danmark anno 1920
Der var ellers mange ting på dagsorden i Danmark i 1920, og f.eks. var der kort tid før kriterieløbet kørtes i Charlottenlund, sket en stor brand i Scala-Teatret inde ved Rådhuspladsen.
Men som B T noterer: ”For den store publikum, der samledes på Traverbanen til Grundlovsfest var Scala-branden kun en smule røg mod den kæmpeafbrænding, der fandt sted i Travsæsonens næstvigtigste løb”!
Hidtil havde året 1920 bragt mange dramatiske ting i Danmark, og specielt i København.
En telefonstrejke udbrød nytårsnat og varede til 14. februar.
H. C. Ørsted Værket ved Kalvebod Brygge blev taget i brug 8. februar.
Og ikke mindst folkeafstemningen om, hvor grænsen skulle gå mellem Danmark og Tyskland, fik mange hjerter i kog i det lille kongerige.
Påskekrisen
Værre var det med det, vi kender som Påskekrisen 1920.
Ministeriet Zahle blev afskediget den 29. marts, men nægtede at tage dette til efterretning, da ministeriet ikke havde fået mistillidsvotum i Folketinget.
Påskekrisen i 1920 er noget af det mest dramatiske i vores Danmarkshistorie, og måske det tætteste Danmark har været på en politisk omvæltning med såkaldt uparlamentariske midler.
Til sidst blev der dog indgået et kompromis den 4. april, og den varslede generalstrejke fra den 6. april blev afblæst.
Forinden havde der dog fundet arbejdsnedlæggelser, uro og hamstring sted og i det ellers fredelige Danmark havde der været gadeoptøjer i kvarteret ved Kongens Nytorv med knuste ruder og butiksplyndringer.
Urolighederne fortsatte af en række strejker, navnlig nede ved havnen.
Bombesikre favoritter
Men fremme på den 5. juni er der – nogenlunde – fredeligt ude på travbanen i Charlottenlund.
Dog noterer B T: ”Man har ikke i dette århundrede haft så store bombesikrefavoritter som B S og Native Spirit var reklameret op til.
Der har i helt år gået ry af de mægtige summer, som Godsejer-Travsportsmanden (Mr Farmer) havde ofret på at få de to bedste heste til sin stald for at være sikker på de kommende års klassiske løb.
Indtil i går var der ikke en sjæl, der troede andet end, at Mr. Farmers heste ville blive nr. 1 og 2, og så blev begge favoritter slået efter alle kunstens regler”.
Trods to galopper undervejs sejrede den populære Skovshoved-dreng Sofus Sørensen med Bella S foran B S med Holger Fischmann. Sejrtiden blev 35,9.
I alt blev der afviklet otte løb, og der blev sat ny rekord i totalisatoren med ca. 370.000 kr. (svarer til 8.4 millioner kroner i 2020).