TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Starten, der burde være kaldt om!

af | 18. maj 2020 | Nyheder

Overstarter og Dommerkomiteen på Skive Trav sov sødt da starten til 4. løb gik – Birger Jørgensen var nemlig helt forkert placeret i feltet bag startvognen.

Screenshot fra Fast Track af starten til 4. løb med Birger Jørgensen
og Asger Molar i anden række

På Dommerrapporten for 4. løb på Skive Trav står der:

Jørgensen Birger – 300 kr. – ej på plads bag startvognen!

Den bøde er der sådan set ikke noget at sige til, for Birger Jørgensen, der kørte 8 Asger Molar havde lagt sig i anden række i inderbanen, hvor han skulle være udvendig i første række bag startvognen.

Men hvordan kunne Overstarteren og Dommerkomiteen lade starten gå?

Det er det helt store spørgsmål!

Ude i banen går Asger Molar med Birger Jørgensen frem til sejr foran indvendige Raket Brodde. Foto Flemming Andersen.

Nu kom Birger Jørgensen godt igennem fra start og fik andet par udvendigt. I opløbet kunne han sende Asger Molar (Kadabra) frem til en sikker sejr i 1.13.4a/1600 m foran løbets favorit, Raket Brodde med Kasper K. Andersen i 1.13.6 – Raket Brodde var førende undervejs.

Måske havde Asger Molar fået et vanskeligere løb, hvis den var startet fra sin udvendige startplads. Det finder vi aldrig ud af, men spillere, der havde satset på Raket Brodde, er næppe tilfredse med løbets afvikling.

At Birger Jørgensen begår en fejl er helt klar, og til Søren Aaen på Fast Track beklagede han og undskyldte med mange køreture og en hurtig løbsafvikling.

Men den store synder er banens officials, der jo helt klart burde have kaldt starten tilbage!