TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

“Har aldrig været bedre”

af | Nyheder

Danskejede Date Night, der har gjort det særdeles flot siden Frantz Praëm tog hesten med til Norge i efteråret, tager kampen op mod Velten Limelight & Co. på Copenhagen Cup-dagen.

Date Night har altid været en talentfuld hest, men inden for de seneste måneder har Weingartner-sønnen gennemgået en rigtig fin udvikling og man forstår udmærket, at kredsen omkring den 5-årige vallak har fået mod på at “hæve overliggeren” et par streger med starten i V75-løbet på Lunden.

Date Night med Birger Jørgensen. Foto: KM FOTO

-Det er faktisk PH’s Beslagsmedie, som har en tredjedel i hesten, der har haft det største ønske om at se ham i skærpet konkurrence. Jeg vil dog sige, at skal det være, så må det også være nu, hvor han er så godt gående, siger Frantz Praëm, som selv står for den daglige træning og pasning af Date Night, der dog officielt er i træning hos norske Kåre Andersen på Jarlsberg, da Frantz Praëm endnu ikke har licens i Norge.

-Date Night kommer uden alle fire sko og i lukket hovedlag med huller. Vognen bliver en FCS 2. Han møder flere sejrsheste, men har også selv vundet sine tre sidste løb ganske let og kan være trioaktuel med det optimale løb. Jeg vil tro han kan en 14-tid på distancen (2000 meter autostart) på en top bane.

-Birger Jørgensen kender jo Date Night rigtig godt, da han kørte hesten i de første syv starter i Danmark, og jeg vil mene, at han aldrig har været bedre end netop nu, så vi glæder os selvfølgelig rigtig meget til at starte ham på søndag.

-Jeg har lavet en aftale med Ken Ecce om opstaldning fra og med fredag. Jeg sejler fra Larvik fredag morgen kl. 8 og så er det planen, at jeg bliver i Danmark en lille uges tid og rejser hjem igen torsdag i næste uge.

-Der er ingen planer om flere starter for Date Night i Danmark i denne omgang. Det bliver en prøve på, om han er god at rejse med og så ser vi, om det bliver til flere ture fremadrettet, men jeg tager ham i hvert fald med tilbage til Norge i næste uge.

-Jeg har også en af familiens ponyer med i bilen. Den skal blive hos Anettes datter. Desværre kan Anette ikke tage med til Danmark, da hun pga. Corona’en får 10 dages karantæne fra jobbet uden løn, hvis hun tager med herned.

Foruden Date Night har Frantz Praëm også Emoji’s 2-årige lillebror, Game On Butcher (Stand And Deliver) med i Norge. Hesten ejes af Frantz’s svigerfar, N.E. Christensen (Stald Butcher).

-Han var med på Jarlsberg i mandags, hvor jeg kørte 1.25 fuld vej på en fin måde. Planen er, at jeg forventer han skal godkendes i prøveløb heroppe inden for de næste to-tre måneder, og så vil “Slagteren” gerne have ham i træning hos Ken Ecce, siger Frantz Praëm, som udover Date Night også ser frem til familiens Derbykandidat Emojis start lørdag på Mantorp.