Elegant C N fortsat ubesejret efter stærk præstation for Bent Svendsen.
Stortalentet Elegant C N (ENS Snapshot) blev for nylig solgt til Connie & Geert Olesen og sendt i træning hos Bent Svendsen, der i fredagens løb på Skive Trav fik den bedst tænkelige start med den 3-årige vallak.
Efter en rolig indledning blev Elegant C N sendt afsted i tredje spor med godt 900 meter tilbage, mens Enzo Design var toneangivende foran.
Bent Svendsen måtte hele tiden animere sin hest, men det var nu ikke fordi Elegant C N var træt – tværtimod gik han ind i sidste sving helt frem til Elvira M, der tog over og så gav de to heste hinanden en flot dyst ind på opløbet.
Der var dog aldrig spænding om udfaldet og Elegant C N vandt ganske let i tiden 1.16,9a/2060 meter foran en fint afsluttende Escape A P og Elvira M.
Bent Svendsen var også på pletten med Super Sali (Dream Vacation), der ejes og trænes af Skive-amatøren Georg Østergård.
Double til Westergård og Lønborg
To andre trænere fik også to sejre med hjem i bagagen fra Skive Trav – Bo Westergaard og Henrik Lønborg.
Bo Westergaard med Livi Ladyship (Dream Vacation) og Obi (Love You), der blev kørt til sejr af de to jockeyer, Nicklas Korfitsen og Mads Henriksen, mens Henrik Lønborg selv sad bag staldens to vindere, Extra T Aage (Wishing Stone) og Endless Dream (Make It Happen).
