TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

”Jeg vil helst dele glæden med andre”

af | 21. aug 2019 | Nyheder

Bertel Maigaard, Costa Stable ApS, har i dag solgt en mindre andel i Derbydeltager Dekanen K, som på søndag er blandt favoritterne i Derby25 Dansk Trav Derby. Og optimismen er i top – ikke mindst efter at Bertel i mandags vandt sin første som amatørkusk i næsten 20 år.

Som omtalt tidligere på dagen har Niels Thomsen, Baltic Stable i dag købt 20 % i Derbydeltageren Dekanen K, der ejes af Bertel Maigaard, Costa Stable ApS, og det er ikke første gang de to storhesteejere går sammen om en hest.

Dekanen K flankeret af Jan Friis, Bertel Maigaard og Ken Ecce efter sejren i Derbyprøven. Foto: Burt Seeger

-Niels er jo også med i Commit Boom Bay og vi har det rigtig godt sammen, så jeg var egentlig ikke så længe om at sige Ja da Niels spurgte mig, siger Bertel Maigaard.

-Faktisk kan jeg godt lide at ha’ hestene sammen med andre, så vi kan snakke om det og glæde os over de forskellige løb sammen. 

I skrivende stund er Dekanen K Derbyfavorit hos Danske Spil/Oddset, der tilbyder et vinderodds på 3,50, mens Bet25 giver odds 4,50. Her er Dortmund favorit til odds 3,85.

-Det er klart, at vi tror på en god chance i Derbyet, siger Bertel Maigaard.

-Jeg ved godt, at der har været skrevet en del om, at Dekanen K først nu er begyndt at vinde løb, men det har jo altid været en god hest, der i sin tid debuterede som 2-års som nummer to i tiden 1.15,9a/1600 meter fra dødens – det er der vist ikke mange 2-åringer, der gør.

-I år har vi med vilje matchet ham lidt blødere til at starte med, netop for at den gerne skulle få smag for at være foran. Og selvom Dekanen K ikke har vundet tidligere, gik han rigtig godt i både amatør- og jockeyløbet i Sverige. I jockeyløbet blev han fanget på målstregen af en hest, der kom ude i banen bagfra, så principielt ”vandt” han også det løb.

-Derefter vandt han et løb på Halmstad på 1.14,9/2640 meter, hvor han slog flere ældre og gode konkurrenter, så jeg var også ret sikker på, at han ville vinde Derbyprøven. Jeg vidste, at Dekanen K kunne lige bedre end 1.14 på 2500 meter auto og det er der ikke så mange danske 4-åringer der kan.

Spids og slut?
I Derbyet har Dekanen K fået startspor 4, så det ligner offensiv styring fra Ken Ecce, og hvis Lunden-træneren rammer spidsen tidligt i løbet, er meget formentlig afgjort.

-Vi tror stadig vi har en hest, der kan bedre end 1.14/3000 meter, så vi er rimeligt optimistiske, smiler Bertel Maigaard.

-Der kan sagtens være en, der kommer og slår den til slut, og så tager jeg selvfølgelig hatten af for den, men vi har en fantastisk hest, som vi virkelig tror på.

Engageret hesteejer
Når Bertel Maigaard omtaler sine heste, siger han altid ”vi”… gør sådan og sådan i stedet for ”Jan Friis” – og det er helt bevidst.

-Jeg er med i de fleste detaljer – hvordan træningsprogrammerne lægges, hvilke løb de starte i og hvad dyrlægen skal tjekke – men det er altså sådan jeg har travheste, siger Bertel Maigaard.

-Der er nogle trænere, der sikkert synes at jeg er forfærdelig, og andre, som synes det er fedt. Med Jan Friis har jeg fået et fantastisk samarbejde; jeg tror vi begge to nyder at tale sammen og reflektere over de ting, hestene har lavet i træning. Jeg tror han synes det er rart med en “sparringspartner”, frem for et distancerende forhold, som der ofte er mellem træner og hesteejer.

-Jeg ved jo godt, at det ikke er sådan allesteder, men flere af de trænere jeg bruger, har jeg det på samme måde med. Forleden var jeg f.eks. nede på Skovbo og køre Commit Boom Bay hurtigt, mens Nicolaj Andersen kørte Dream Girl. Det er det jeg godt kan li’ og det må trænerne bare acceptere, hvis de vil ha’ heste i træning for mig.

Storhesteejer
I øjeblikket er Bertel Maigaard eneejer eller medejer af i alt 16 heste, der er i træning hos flere forskellige trænere i ind- og udland:

Jan Friis:
Close To Heaven 
Dekanen K 
Epic
Frank Jr. Bounce

Nicolaj Andersen:
Commit Boom Bay
Flash Of Love

Christian Lindhardt:
Even Steven 
Gennah Sisa

Anders F. Jensen:
Peakster (s)

Erik Bondo, Italien:
Gin Lady (s)
Howdy Partner (fr)
Humble Stance (fr)

Dertil kommer Belucci, der pt. er udlejet til Michael Lønborg, og så er Bertel Maigaard også med i Jackpot Horse Club, der ejer Key Largo, Cassiopeia og Dee Jay Dream.  

Første sejr I 19 år

For et års tid siden gjorde Bertel Maigaard comeback i sulkyen efter en pause på 17 år, og i syvende forsøg kom altså sejren med Close To Heaven (S J’s Photo), der vandt en afdeling af Skive Amatørserie 2019 i tiden 1.15,6/2610 meter. Sejren var Bertels første siden maj 2000, hvor han vandt med Superb V J på NFT.

-Vi havde håbet, at Close To Heaven skulle ha’ været ud i Derbyweekenden, men han var desværre syg forrige gang og måtte udgå i en tiltænkt start på Lunden, så vi valgte i stedet en nemmere opgave i et amatørløb i Skive i mandags, indleder Bertel Maigaard, som ikke umiddelbart har planer om at køre Close To Heaven igen lige foreløbig.

-Vi tror jo han er ret så god, men han har ikke fået det ud af det i år og jeg tror da, at der ligger nogle flere sejre og venter på ham i år. Hvis der er noget, der lige passer, så kan det da godt være, at jeg prøver igen, men ellers holder vi os nok til Ken Ecce & Co., siger Bertel Maigaard.