TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Empire – en imponerende debutant

af | 7. mar 2019 | Nyheder

Det var noget af en debut den 3-årige hingst Empire med Ken Ecce i sulkyen leverede på Jägersro onsdag aften, hvor den gik alene over banen og sejrede ukørt i 1.17.3/2140 m volte.

I et prøveløb den 5. februar indikerede Empire, der er helbroder til derbytoeren Aron the Baron, at han godt kunne være noget ud over det sædvanlige, da han blev godkendt i 1.18.3/2140 m.

Empire med Ken Ecce sejrede sikkert i 1.17.3/2140 m volte. Foto Jägersro

Onsdag aften bekræftede Empire det gode indtryk han efterlod i prøveløbet, da han ukørt vandt sin debut med Ken Ecce i sulkyen i 1.17.3/2140 m – en stærk debut for en dansk 3-åring i begyndelsen af marts måned.

Empire var i spids fra start til mål, og lod aldrig løbets favorit, en anden dansk 3-åring, nemlig Epic komme i infight.

Epic, der havde fået Thomas Uhrberg i sulkyen i stedet for influenza-ramte Steen Juul, stred tappert på andenpladsen i 1.17.2/2160 m.

Empire, der trænes af Tomas Malmqvist, er danskejet af Leif Hansen og er opdrættet af Panamera Racing.

Som nævnt er den helbroder til Aron the Baron, der har rekord 1.11.0 og har tjent 1.324.274 kroner.

Deres fader er Västerbo Prestige, der nu har fire startende afkom, der alle har sejret og har leveret præstationer udover det sædvanlige.

Udover Aron the Baron og Empire er det Hoppe Kriterie-vinderen Awesome Annie 1.11.7 – 536.426 kroner samt hendes helsøster, Eenymeenyminymoe 1.18.7 – 52.500 kroner.

Västerbo Prestige har yderligere to afkom i Fewofakind – helsøster til Awesome Annie og Eenymeenyminymoe samt hingsten Francis, der er første afkom efter Sngularity Hanover.

Fra dansk side havde vi sat næsen op efter endnu en dansk sejr.

Cody med Rene Jonassen var favorit i V86-spillets 1. afdeling, men Cody, der for første gang startede uden alle fire sko, løb kort efter start den ud i en ødelæggende galop.

To tredjepladser blev de bedste resultater i dagens øvrige program.

Axel Jacobsen kom lidt dårligt til i opløbet med Darling Dream, der med lidt mere held havde endt længere fremme end tredjepladsen i 1.18.6/2140 m – på fjerdepladsen var det også dansk ved Pål Morten Tungs Family Dream E T med Ken Ecce i 1.18.7.

Amazing Dynamite, som Jørgen Sjunnesson kørte for sygemeldte Steen Juul, sad tidligt i spids i 9. løb, og holdt ind til opløbet.

Great Wine King slår storefavoritten Frankie Brodde. Steen Juul-trænede Amazing Dynamite og Thunder Peak på de næste pladser

Her gik storfavoritten Frankie Brodde med Johan Untersteiner forbi, og lignede en vinder, men den blev på målstregen fanget af Great King Wine med Stefan Söderkvist. Begge i 1.13.2a/2140 m.

Amazing Dynamite holdt tredjepladsen i 1.13.4 foran Thunder Peak med Thomas Uhrberg i 1.13.5.