TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

63 tvangsslettede heste

af | 19. dec 2018 | Nyheder

Der var meget stor interesse for at starte Juleaftensdag i løbene på Racing Arena Aalborg og bortset fra 2 årsløbet, er der fuldt hus i løbene og mange heste måtte tvangsslettes.

Hesteejere og trænere stod nærmest i kø for at få deres heste til start Juleaftensdag på Racing Arena Aalborg.

I de ni løb, der var udskrevet, kommer i alt 110 heste til start, og kun i 2-årsløbet, der er finale i 2 års serien, er der ikke fuldt hus, idet der ”kun” starter 11 heste!

-Vi kunne let have lavet fire løb mere, men da det er Juleaftensdag, så havde vi på forhånd meldt ud, at intet løb ville blive delt,fortæller sportschef René Jensen.

Ikke færre end 63 heste er blevet tvangsslettede fra løbene i Aalborg, hvor en førstepræmie i løbene på 15.000 kroner var meget tillokkende.

-Vi har også fået fine anmeldelser til løbene i Odense på fredag og Lunden på søndag, og vi forventer også mange anmeldelser til såvel V75-dagen i Aarhus den 28. december samt til årets to sidste løbsdage på Lunden og i Skive, siger René Jensen.

-I år viser antallet af startende heste pr løb en fremgang i forhold til i fjor, og det ser vi som et meget positivt tegn, og en tendens som vi håber vil holde sig i det nye år, slutter René Jensen.