TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Sikke et væddeløb!

af | 4. nov 2018 | Nyheder

Storfavoritten Dicte Skovsende blev udfordret fra flere sider og så slog Jeppe Rask til med outsideren Danielle D D i Dansk Avlsløb for Hopper. 

Publikum blev vidner til et par spændende “byttehandler” de første 900 meter i finalen i Dansk Avlsløb for Hopper, der ellers på papiret lignede en overkommelig opgave for Peter Jensen-trænede Dicte Skovsende efter en overbevisende indsats i kvalifikationsløbet for 14 dage siden.

Mange regnede utvivlsomt med en gentagelse i finalen, men både Kasper K. Andersen (Dream Girl) og Flemming Jensen (Daisy Hill) havde andre planer.

Helt som ventet var Dicte Skovsende hurtigst afsted fra start, men det var Dream Girl også og ud af første sving kunne Kasper K. Andersen overtage føringen.

Mads Hvid Nielsen gik dog hurtigt ud i andet spor og overtog igen kommandoen efter godt 500 meter i 10-tempo.

Dicte Skovsende fik dog ikke meget ro foran, for umiddelbart efter kom Flemming Jensen “flyvende” med Daisy Hill, der efter en kort duel overtog føringen.

Igen var Mads Hvid Nielsen hurtigt ude i andet spor – han VILLE køre spids med Dicte Skovsende, men efter en åbning i 13-tempo den første kilometer, begyndte man nu at ane en favorit i fare.

Den senere vinder Danielle D D (From Above U S) blev sat af i dødens da Dicte Skovsende fik spids, men var alligevel stærkest til slut og kunne på de sidste meter kæmpe sig forbi til kneben sejr i tiden 1.15,2a/2140 meter. Tredjepladsen til Dream Girl, der også sluttede fint af trods et hårdt løb.

En herlig triumf for Jeppe Rask, som dermed fik karrierens hidtil største sejr som træner, og ikke mindst for Danielle D D’s ejer og opdrætter, Mikael Danielsen.

-Hun havde lidt problemer i sommers; det startede i 3-årsprøverne i Århus, hvor hun ikke var på toppen, så vi måtte stå over i Grand Prix’et. Hun kom så tilbage i Derbyweekenden, men fik så problemer med maven. Heldigvis har ejeren været tålmodig og ventet på at hun ville blive klar igen, sagde Jeppe Rask til Fast Track efter sejren.

-Jeg var heller ikke tilfreds med Danielle D D i kvalifikationsløbet, hvor hun skulle ha’ været anden. Hun havde godt nok ikke været på banen siden Derbyweekenden, men med det løb hun fik, skulle hun efter min mening have været nummer to.

-Jeg håbede hun ville være bedre i dag og det slog også til, selvom jeg ikke fik det løb jeg havde ønsket – tredje par indvendig bag de to favoritter havde været perfekt.

-Jeg regnede ikke med, at Mads ville slippe til Flemming, men de ville fremad i dag. Da vi gik ind på det lige (i opløbet, red.) fik jeg lidt i tømmerne igen, og kunne samtidig se, at Mads ikke havde så meget sparet. Den var dog ikke så let at slå, men det gik alligevel.

Sejren med Danielle D D var Jeppe Rasks 12. trænersejr i 56 starter i år – svarende til en sejrsprocent på 21. Ikke dårligt for den 27-årige Skive-træner med blot fem startheste på træningslisten, der tæller i alt 18 heste.