Hvad gør man på en dag i Lexington, hvor der hverken er løb eller auktion – få en måske overraskende forklaring i dette rejsebrev.
Efter den fine fjerdeplads til Shoshie Deo i søndags i Bluegrass Stake på The Red Mile, blev dette behørigt fejret om aftenen, hvor ejeren var vært ved et flot traktement på den gode restaurant, Malone’s, der serverer nogle af USA’s fineste steaks – og selvfølgelig af en anseelig størrelse.
Ja, jeg måtte da opgive at fuldende spisningen af min Ribeye, der var på omkring 460 gram!!
Har du lyst til at se, hvad Malone’s byder på- så følg dette link – klik her
Mandag var der ikke væddeløb – og auktionen starter først tirsdag aften, så Trioen og jeg benyttede lejligheden til at køre ud til The Red Mile for at tjekke om hesten og træneren nu også havde det godt denne dag.
Det havde de.
På The Red Mile fik jeg igen en snak med Christina Beck og lidt senere stødte Rene Sejthen til.
Vejret var fortrinligt.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og fra morgenstunden var det omkring 24 grader!
Staldterrænnet på The Red Mile er ikke for sarte sjæle.
Nogle af staldene er faldefærdige, og afløb findes ikke i nogle stalde, så når hestene vaskes af, løber vandet ud på området, og det betyder bl.a. at vejene ofte kan være et stort ælte!
Efter at have beset staldene skulle jeg nu opleve en tradition, som Trioen har, når de er Lexington.
Efter lidt søgen fandt vi frem til det kæmpestore La Fayette-center, og det var meget vigtigt, at vi nåede frem inden lokal tid 11.00 – dansk tid 17.00, for da skulle Freddy Christensens Somewifesomewhere starte i Aalborg, og det skulle vi naturligvis se!
Ind i centeret – finde food court (restaurationsområdet) og så blev der logget på internettet for at kunne følge Fast Track-signalet.
Det skete med stor spænding.
Somewifesomewhere, der ikke havde startet siden sidst i december i fjor, tog spids og førte i stor stil, og selvom hun forståeligt nok blev træt til slut, så klarede hun sejren hjem!
Tillykke Freddy!
Men der var noget andet og ikke mindre vigtigt, som Trioen og jeg skulle foretage os her i centret.
Med stor autoritet viste Gunner Christiansen vej i det kæmpestore center, hvor der denne mandag formiddag var mange, der IKKE var der!
Målet var en butik, Rose Nail & Spa – vi skulle have ordnet tånegle og fødder!
Vi blev hurtigt anbragt i fire specielle stole, der hver havde et indbygget fodbad. Stolen var desuden en massage-stol, og via en fjernbetjening skulle du selv kunne vælge et massage program.
Det lykkedes mig kun at finde et porgram, og det var utroligt hårdt for den nederste del af ryggen, skal jeg hilse at sige.
Og den søde pige, der ordnede mine fødder, vidste egentlig ikke hvordan denne stol fungerede.

Freddy Christensen havde endnu en hest til start i Aalborg, Petruschka – og den vandt også – kunne han konstatere med fødderne i vand.
Vi tog alle Deluxe-pakken – det betød, at udover at få negle og fødder behandlet, så fik fødder og lægge lagt et lag mudder på, og omsvøbt med varme håndklæder!
Dejligt!
Og så fjernede de det da heldigvis inden vi skulle gå!
Prisen for det hele pr person 35 dollars – omkring 225 kroner!!
Om aftenen mødtes vi igen med Aalborg/Skive-gruppen og der blev talt meget trav.
En af de ting vi talte om, var om det ville være muligt at lave en kopi af det nye amerikanske løb for 2-åringer, der skal køres til næste år og som vil have en million dollars i førstepræmie.
Løbet finansieres af hesteejere, der køber en plads i løbet inden den 1. februar for 100.000 dollars.
Der er kun 10 pladser.
Hvilken hest, der skal starte i løbet bestemmes tre måneder før.
En dansk pendant skulle nok ikke køres for 2-åringer, men for 3-åringer.
Er det muligt at finde 10 hesteejere, der hver vil betale 100.000 kroner for at deres hest kan være med i et løb om 1 million danske kroner med halvdelen til vinderen?
Skulle man stive beløbet til 200.000 kroner i anmeldelsespenge og så havde man et løb med 1 million kroner i førstepræmie!!!
Der kan være andre muligheder for at lave den økonomiske baggrund for et sådant storløb.
Nu er tanken i hvert fald luftet.
I dag er der heller ikke væddeløb på The Red Mile, men auktionen starter i aften, og det skal blive spændende at se, hvordan prisniveauet komme til at ligge.
Link til auktionens hjemmeside – klik her