Svenske Diamanten med Kim Eriksson i sulkyen kunne føre Grosser Preis von Deutschland fra start til mål og vinde foran General Bianco og Django Riff.
Robert Bergh meldte forfald, idet hans fly til Hamburg blev aflyst og i stedet overtog Kim Eriksson køreturen bag Diamanten (Adrian Chip) i søndagens storløb på Bahrenfeld.
Og den opgave klarede Kim Eriksson til perfektion.
Fra spor fem sendte han Diamanten til spids, og her blev parret løbet ud til sejr i fine 1.12.0a/2200 m foran en stærkt afsluttende Generaal Bianco med Peter Untersteiner og Django Riff med Jos Verbeck, begge i 1.12.1.
Der var 75.000 Euro i førstepræmie til Diamanten, der her vandt for 8. gang i år i 12 starter!
-Det var et dejligt opkald at få. Det er ikke hver dag man får lov til at køre en tophest som Diamanten, sagde Kim Eriksson efter sejren. – Diamanten var meget let at køre. Han gjorde jobbet selv.
Det var årets tredje storløbssejr for Diamanten, der tidligere på sæsonen har vundet Konge-pokalen på Åby og Sprintermästaren på Halmstad.