TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Fra Halmstad skal det også med

af | 7. jul 2017 | Nyheder

Det var en flot aften på Halmstad, hvor 11.940 tilskuere var mødt op for at overvære Sprintermästaren og de andre fine løb. Vi samler lidt op på aftenen.

Ken Ecce havde sendt Amazing Dynamite (Great Challenger) ud i et amatørløb med Hanna Lähdekorpi i sulkyen. Distancen var 1640 meter auto, og der blev virkelig kørt for Konge og Fædreland.

Digital Product lagde ud efter 1.07.7/500 m og kilometeren efter 1.09.4, og det skulle selvfølgelig hævne sig.

Hanna Lähdekorpi havde Amazing Dynamite i angreb ind på lige bane, men kunne ikke true Niagara Broline (Pine Chip) med Peter Arnquist, der sejrede sikkert i 1.11.3. Amazing Dynamite besatte andenpladsen i 1.11.4. Præmie 25.000 SEK.

Peter Untersteiner har et godt emne til Dansk Trav Kriterium i Cuba Libre Ice (Great Challenger), der i sin blot femte start i livet besatte en andenplads i flotte 1.13.6a/2140 m – præmie 25.000 SEK

Cuba Libre Ice indledte først karrieren på Vaggeryd den 30. april.

For andet år i træk var Aalborg-træneren Peter Jensen med i invitationsløbet, Upp til Beviss, der er for trænere, der normalt ikke kører løb.

Peter Jensen kørte Kaj Holm-trænede Complete (Broad Bahn), der  var blandt løbets favoritter, og måske derfor kørte Peter Jensen meget offensivt og forsøgte at tage spids fra Lars I. Nilsson med egentrænede Scorpion Kiss.

De første 500 meter efter 1.10.7 – så trak Peter Jensen i land, og lagde sig ned i ryg, men ikke længe, så gik han op udvendigt for Scorpion Kiss, da feltet nåede op.

Den rejse blev for hård for Complete, der ikke kunne være med i kampen om sejren og sluttede på en femteplads i 1.14.6 – præmie 7.000 SEK.

Løbets anden danske deltager, Jan Halberg kan håbe på at Wången-skolen er lukket pt – her er han sportschef – for ellers vil han nok få høre for de 2.000 SEK i bøde samt for udelukkelsen i perioden 20. juli – 9. august.

Jan Halberg generede Timo Nurmos med Daydreamer In groft i opløbet.

Rio Grande med Steen Juul ArkivFoto Kim Gudmand

Armani VP  (Archduke Kemp) med Jeppe Juel og Rio Grande (Love You) med Steen Juul havde begge kvalificeret sig til finalen i Summer Meeting Halmstad med 100.000 SEK i førstepræmie.

Den fik de dog ikke fat i, for Broad Appolo (Broadway Hall) med Johan Untersteiner kunne føre fra start til mål og vinde i 1.12.7 foran vinderhullets Darling Hornline med Johnny Takter i 1.12.9.

Det var dog lige før Rio Grande havde fanget Darling Hornline i kampen om andenpladsen. Nu blev det til en tredjeplads til den fynskejede traver i 1.12.9 – præmie 25.000 SEK.

Armani VP, der havde problemer med at finde angrebsplads i opløbet, sluttede uplaceret i 1.13.1.

Waytogochief (The Liquidator) med Peter Ingves forsøgte at tage spids i V75-1 fra Holdyourhorses med Erik Adielsson, men det lykkedes ikke. Det kostede dog kræfter og Waytogochief sluttede uplaceret i 1.11.9.

Winston  Laser (Diesel Don) med John Køhler havde startplads 12 og sås aldrig med vinderchance i løbet, men hentede sjettepræmien i 1.12.9a/2140 m – præmie 5.500 SEK.

Længe var 4-årige Niky Flax (Love You), der er opdrættet af Preben Sørensen og Nils Moreau førende  i toptempo for Johan Untersteiner.

Generaal Bianco med Peter Untersteiner. Foto Kanal 75

1.11.6/1000 m og Niky Flax så ud til at skulle gå mod sejr. Helt ude i banen sluttede den ligeledes 4-årige hollandske Generaal Bianco (Ufo Kievitshof) forrygende af for Peter Untersteiner og nåede målstregen først i 1.11.9a/2140 m, mens Niky Flax  blev nummer to i 1.12.1 og fik 50.000 SEK.

Det var anden gang Untersteiner sen. Startede Generaal Bianco og anden gang han vandt med den.

Dens fader, Ufo Kievitshof er en tysk indlænder af ren amerikansk afstamning med Supergill som fader og Balanced Image som morfader.

Med ret få afkom har den lavet virkelige fine heste og Generaal Bianco bliver spændende at følge videre frem.

Mon Etoile kunne forbedre sin rkeord med hele sekunder, da den vandt for Bjørn Goop. Foto Kanal 75

Endnu en tysk 4-åring leverede en stærk præstation, nemlig Mon Etoile (Dream Vacation) som Bjørn Goop kørte til sejr for træner Thorsten Tietz i 1.12.8a/2140 m.

Det var noget af en rekordforbedring fra 1.15.7, men spillerne havde luret den og Mon Etoile gav blot 7.53 i odds.

Her var Ken Ecce til start med Bella Mont (Zola Boko) og parret sluttede på en sjetteplads i 1.13.5a/2140 m – præmie 5.500 SEK.

Derudover startede Jeppe Juel Peter Bagger i stayerløbet, men sluttede uplaceret i 1.4.7/3160 m og Kaj Holms anden starthest, Brie de Meaux med Carl Erik Jepsen sluttede også uden for præmierækken i 1.15.2a/2140 m.