TRAVSERVICE – GIVER DIG VIDEN OG NYHEDER OM TRAVSPORT I HELE VERDEN!

Nyheder


Find travservice på facebook

Juul snød dem!

af | 2. jul 2017 | Nyheder

Ikke mange havde forventet, at Steen Juul bag Bvlgari Peak ville være parret, der ville suse til spids i Jydsk 4-årings Grand Prix når startvognen slap feltet. Men det var hvad der skete – og Bvlgari Peak kunne vinde sikkert.

Var det ikke sådan, at vi alle på forhånd gik og troede, at Bad Moon Rising med Birger Jørgensen ville tage spids fra sit indvendige startspor i Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix.

Og at Bvlgari Peak ville blive taget roligt fra start, for siden at blive kørt frem i forsøg på at køre Bad Moon Rising træt.

Men sådan kom Grand Prix-løbet slet ikke til at forme sig.

Da startvognen slap feltet overraskede Steen Juul alt og alle ved at sende Bvlgari Peak frem til spids – i øvrigt noget, der skete utroligt nemt.

-Jeg vidste, at han kunne åbne hurtigt, men det var ikke en taktik jeg havde lagt på forhånd. Nu virkede han fin, og derfor lod jeg ham gå fra start, sagde Steen Juul efter sin 8. kuskesejr i Jydsk 4-årings Grand Prix!

-Bvlgari Peak virkede meget fin i dag, og han var endda til at dæmpe undervejs. Jeg havde givet ham vatudtræk på, men det var aldrig nødvendigt at trække det. Han vandt med kræfter i behold, sagde Steen Juul videre.

Bvlgari Peak med Steen Juul vinder Tuborg Jydsk 4-årings Grand Prix sikkert. Foto Ole Hindby

-Løbet blev afgjort, da Steen fik spids fra start. Mere er der ikke at sige om det. På den baggrund var det optimalt udnytte at vi blev nummer to, sagde Birger Jørgensen, der kørte Bad Moon Rising

Bvlgari Peak (Ready Cash) sejrede sikkert i 1.16.3a/2360 m til odds 3,84, mens løbets storfavorit, Bad Moon Rising efter et rygløb besatte andenpladsen i 1.16.6 – kort foran to af Steen Juuls andre heste, Bali med Ken Ecce, også i 1.16.6 samt Børge med Jeppe Juel i 1.16.7. Blachman med Morten Juul besatte femtepladsen i 1.17.1, mens Steen Juuls fjerde deltager, Bivo Torkdahl med Henrik Lønborg tog den sidste præmie i 1.17.2.

67-årige Steen Juul satte således endnu en gang et kraftigt aftryk på et dansk storløb – ja, en dansk storløbsdag, og sejren med Bvlgari Peak var hans fjerde på dagen!